Strings

Af: Carsten Riis Jensen
Danskproduceret film med marionetdukker overrasker og tryllebinder.

Det tog fire år at lave filmen "Strings". Instruktøren, Anders Rønnow Klarlund, har derudover lavet film som "Den attende" (1996), "Hvordan vi slipper af med de andre" (2006) og "Besat" (1999). Men "Strings" er uden tvivl hans største bedrift – og en født klassiker.

Blandt de interessante ting ved filmen er først og fremmest, at den er lavet med marionetdukker – dvs. dukker styret af dukkeførere og snore. Endnu mere interessant er det, at filmen meget bevidst bruger dette med snorene – strings – og at dukkerne godt er klar over, at de er "styret fra oven". Igennem hele filmen spiller snorene en helt afgørende rolle.

Det er snorene, der afgør, om dukkerne kan forlade den by, de bor i; det er snorene, der kappes, når en dukke dør; det er snorene, der i sidste ende viser sig at forbinde alle figurerne i et fællesskab.

Fjendebilleder
Filmen handler i høj grad om fjendebilleder. To rivaliserende stammer, Hebalon og Zeritterne, kæmper imod hinanden. Men problemet er, at det fjendebillede, de har af hinanden, er løgnagtigt. Det er skabt af magtbegærlige militærfolk. I løbet af filmen opdager begge parter, at de slet ikke er hinandens fjender, men at, som prinsen Hal Tara udtrykker det, "vores værste fjende er os selv".

Der er tale om en eventyrfilm – eller "fantasy". Manuskriptet er nogle steder meget lig Shakespeare – og der er lånt elementer fra såvel ham som fantasyhistorier og science fiction.

Dansk klasse
Filmen er skabt, skrevet og udført på dansk jord. Det er i sig selv en stor bedrift, og filmen bryster sig da også af at være verdens eneste fuldlængde marionetfilm. Scenografien er fantastisk og kameraføringen er rigtig god. I mange scener tiltes kameraet, så man særligt lægger mærke til de snore, dukkerne er forbundet til, og som fører langt op i himlen. Farverne i filmen er mørke – og de passer godt til temaerne om krig, løgn og fjendebilleder.

Der er ikke mange actionsekvenser i filmen. Nogle steder er historien "langsom", og man skal ikke forvente, at en flok børn eller teenagere tændes af hele filmen. Men den er smuk. Rigtig smuk – og symbolikken omkring strengene går rent ind hos tilskueren.

Det er et vovestykke, at lave en så dyr (35 mio. kr.) dansk film – og så endda med marionetdukker uden skiftende ansigtsudtryk. Men projektet er lykkedes og er en fryd for øjet og for den, der elsker en godt fortalt historie.

---