Stranger Things 1-2 (serie)

Af: Carsten Riis Jensen
En populær Netflix-serie med spænding, kærlighedsdrama og mystik. Serien appellerer til 80’er-nørder og alle med lyst til god historiefortælling.

ABSTINENSER EFTER MERE

Hvad er det, der gør Netflix-serien "Stranger Things" til en så fantastisk serie, med så stor en fanskare? Der er enkelte fælles svar, og så er der en del individuelle svar. Og jeg, for min del, vil lægge ud med at sige, at det er første gang jeg og min hustru sammen har fulgt en serie, som ligefrem har givet os "abstinenser" efter mere.

Vi så seriens indtil videre to første sæsoner – 17 afsnit – på et par uger, og glæder os, til der kommer en tredje sæson i slutningen af 2018. Vi har talt om, hvad det er, der gør en serie så tiltrækkende, og her kommer forsøgsvist nogle svar.

Handlingen
Men lad mig først sige lidt om handlingen. Vi befinder os i midten af 1980’erne, i en forholdsvis almindelig lille by i USA, sådan lidt ude på landet. To underlige fænomener dukker op, og det viser sig, at de to kommer fra samme sted, nemlig et forskningsanlæg lidt uden for byen, drevet af regeringen og militæret. Det første fænomen er noget, der ligner en portal til en anden verden. Der er kommet et uhyggeligt monster ud af portalen. Det andet fænomen er en pige, som er stukket af fra forskningsanlægget, og som helt tydeligt har nogle særlige evner, som folkene fra forskningsanlægget har brugt eller misbrugt.

Pigen møder under sin flugt en gruppe børn, tre drenge. Drengene leder efter deres ven, gruppens fjerde medlem Will, som er forsvundet. Han er, viser det sig, blevet suget ind i førnævnte portal, og pigen indvilliger i at hjælpe dem. Sådan begynder historien, og så går det ellers derudaf, med masser af god historiefortælling, spænding, kærlighedsdrama, mystik, osv. Indtil videre over 2 sæsoner og 17 afsnit.

80’er nostalgi
Tilbage til spørgsmålet: Hvad er det, der gør "Stranger Things" så tiltrækkende? Min kone og jeg er begge vokset op i 1980’erne, og især jeg har set rigtig mange af de eventyrfilm og TV-serier, som blev produceret i 80’erne. Vi taler her om instruktører som Steven Spielberg (E.T., Indiana Jones, Poltergeist), George Lucas (Star Wars, Indiana Jones), John Hughes (The Breakfast Club) og Richard Donner (The Goonies, Superman, Dødbringende våben) og Ridley Scott (Alien, Blade Runner).

Den fortælleformular, som bl.a. disse instruktører og film brugte, er naturligvis ikke ny, men den blev dyrket rigtig meget i 1980’erne, og derfor forholder mange af os, der i dag er i 40’erne og 50’erne os nostalgisk til både tiden og den atmosfære, som disse film skabte og minder os om.

Det er netop blandingen af denne 80’er-nostalgi og det bedste fra førnævnte 80’er-film, der er den første ting, som gør "Stranger Things"-serien så vellykket. Man hives simpelthen tilbage til midten af 80’erne, og seriens historie stjæler og kopierer en masse elementer fra filmene, så man kan sidde og tænke: "Det minder mig om ... Alien ... eller Gremlins ... eller Goonierne." Og man tænker det og mindes det med et smil.

Den anden blanding, der gør serien så vellykket, er de børn, der spiller hovedrollerne. For det første er de helt utroligt godt valgt. De er simpelthen så dygtige skuespillere, og man får rigtig meget ud af at følge dem og opleve, hvor troværdigt de spiller deres roller. For det andet – og her er igen koblingen til 80’er-filmene – så er børnenes roller bygget meget præcist op omkring de samme børneroller, som var i førnævnte 80’er-film. Og her tænker jeg først og fremmest på "Goonierne", hvor der er hentet rigtig meget fra. Jeg nævnte før abstinenser, og det er livet sammen med denne gruppe fascinerende børn, man kan få abstinenser efter. Man har lyst at se mere og følge dem mere.

Ingen spørgsmålstegn
Der er rigtig meget god historiefortælling, masser af dybtgående fokus på de enkelte personer og masser af spænding i historien. Fik jeg sagt, at også de voksne skuespillere er eminente i deres roller – især Winona Ryder, som to af børnenes bekymrede og hårdt prøvede mor.

Nu handler serien jo om parallelle verdener, monstre og mennesker med særlige (åndelige) kræfter, og skal man endelig komme med en smule kritik, så kunne det fx være, at serien på intet tidspunkt bruger tid på at stille spørgsmålstegn ved disse åndelige, ikke-jordiske ting. På intet tidspunkt i historien stilles der spørgsmål eller diskuteres, hvad det ér for noget, og hvor de åndelige kræfter kommer fra. Der tales ikke om tro, om det åndeliges herkomst, om Gud, om ondskaben, osv. På intet tidspunkt. I stedet konstaterer personerne blot, at de ting ér der. De konstaterer og forholder sig ikke-spørgende, kun handlende til det faktum, at der er åndelige fænomener og en parallelverden.

Det kunne serien godt bruge tid på. Der kunne godt være passager, hvor personerne standser op og overvejer, hvor det hele kommer fra, og om hvilke konsekvenser det åndelige må have i deres liv. Det kunne i hvert fald gøre serien væsentligt længere, men det ville også medføre, at manuskriptforfatterne så skulle dele skærmtiden op imellem den gode historie og de mere dybe samtaler og refleksioner.

Handlingen i højsædet
Manuskriptforfatterne har her valgt at forholde sig konstaterende og handlende til det åndelige, og jeg har det faktisk sådan, at det er jeg glad for. Det er ikke et minus ved serien, at der ikke stilles spørgsmålstegn eller tales om Gud og det åndelige. Faktisk er det befriende. Befriende, på samme måde som det var i 80’ernes film. Her blev der heller ikke sat mange ord på hvorfor og hvordan, men blot handlet og ageret på baggrund af, at tingene var til stede i verden.

Jeg tænker faktisk det ville kræve en anderledes tænkt serie, hvis disse mange spørgsmål og dybere overvejelser skulle have været med inde over. Det er befriende i stedet at have en serie som "Stranger Things", der i dén grad forstår både at fortælle historie, fordybe sig i personernes liv og udvikling – og tilfredsstiller enhver 80’er-nørd.

Kan ses på Netflix.

---