Stille liv

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En tavs minearbejder bliver offer for fremskridtet, da Yangtze-floden skal løbe igennem hans landsby. En smuk, men langsom film.

De fleste mennesker har nok et billede af, at det ikke altid er lykken at bo i Kina. At landet – trods sine økonomiske fremskridt – i høj grad ikke tager hensyn til det enkelte menneske, og at menneskerettigheder mv. overtrædes. Filmen ”Stille Liv” er en skæbnefortælling, der ønsker at vise os ansigterne på nogle af de mennesker, som bliver ofre i fremskridtets tjeneste.

Filmen er instrueret af den kinesiske Jia Zhang-Ke, og som enhver film, der ser kritisk på det kinesiske styre, er Jias film blevet modtaget som væsentlig af en verden, der er interesseret i at forstå, hvad der sker i det store land mod øst. Filmen ”Stille Liv” vandt hovedprisen på filmfestivalen i Venedig – og det kan jeg både forstå og ikke forstå.

På den ene side giver det mening – fordi vi netop sjældent forholdes historier om menneskeskæbner i Kina. Centralt i filmen står historien om den tavse minearbejder, der desperat leder efter sin ekskone. Landsbyerne, hvor de bor, skal oversvømmes – i fremskridtets tegn skal en dæmning tilintetgøres og den store Yangtze-flod skal nu løbe der, hvor de engang havde deres hjem. Omkring ham brydes huse ned, og mennesker pakker sig sammen for at rejse, alt imens han leder efter kvinden, han engang elskede.

Der er en enkelthed over Jias film, som er fin – men det bliver lidt langt i spyttet til sidst. Og derfor synes jeg ikke, det giver mening at prise filmen, blot fordi den er kinesisk. Der er smukke momenter, også humoristiske glimt, men for mig blev filmen lige lovlig lang. På den led – på trods af den underliggende dramatik – bliver filmens titel næsten alt for bogstavelig.

---