Stille hjerte

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En gribende film om en familie, der udfører assisteret selvmord. Desværre er filmen politisk korrekt og vover ikke at røre de generelle etiske spørgsmål.

LIDT TAM OG POLITISK KORREKT FILM OM FØLSOMT EMNE

En sidste weekend
Hele filmen udspilles på samme sted og på én weekend. Det ældre ægtepar, Esther (Ghita Nørby) og Poul (Morten Grundwald), har samlet deres to døtre Sanne (Danica Curcic) og Heidi (Paprika Steen) med deres kæreste/mand og barn, samt familiens hjerteveninde gennem alle årene, Lisbeth (Vigga Bro) i deres hjem for at fejre "juleaften", selv om der er lang tid til 24. december. Esther lider af en uhelbredelig sygdom, der er begyndt at lamme hende. Endnu kan hun bruge den ene arm, men efterhånden vil sygdommen tage al bevægelse fra hende for til sidst at fratage hende evnen til at synke og til sidst til overhovedet at leve. Man forstår på samtalerne, at familien igennem længere tid har diskuteret og til sidst indvilget i Esthers plan. Planen går ud på, at Poul, der er læge, fremskaffer de nødvendige piller til hende, og så tager hun dem selv, mens hun stadig har førligheden tilbage i den ene arm. På den måde vil det fremstå som selvmord, og Poul vil ikke blive retsforfulgt. Når alle tager fra huset søndag ved 18-tiden, vil Esther tage pillerne og stille sove ind.

Familiedrama
Selvfølgelig er der mange følelser på spil, og nerverne sidder udvendigt hos de to døtre, der tager nogle konflikter med hinanden – både i fortiden og omkring det aktuelle emne. Deres mandlige ledsagere spiller også med. Storesøster Heidis mand Michael (Jens Albinus) i en ret tilbagetrukken rolle, mens lillesøster Sannes hash-rygende kæreste Dennis (spillet fremragende af Pilou Asbæk) er langt mere aktiv. Heidis og Michaels teenagesøn, Jonathan (spillet godt af Oskar Sælan Halskov) deltager også på sin egen stilfærdige, men ikke ubetydelige måde. Hvordan dramaet udspilles, og hvordan weekenden ender, vil jeg ikke afsløre – se det selv.

Lidt tam
Jeg havde forventet mig meget af denne film – både på grund af instruktør og rollebesætning. Måske var det derfor, jeg blev lidt skuffet. Det er absolut en seværdig film, men en "perle" vil jeg ikke kalde den, selv om diverse filmfestivaller nok vil gøre den til det på grund af dens tema. Karaktererne er tegnet meget unuanceret, og selv om skuespillerne er rigtig gode, havde de fortjent et bedre manuskript. For eksempel er Esther nærmest en engel – i hvert fald totalt uden fejl og til tider med næsten overnaturlige evner. Hun erkender godt nok, at de to måske ikke altid har været perfekte forældre, men vi oplever intet negativt ved hende overhovedet. Til gengæld er de to søstre ret tydeligt udstyret med fremtrædende problemer. De tvists, der er indlagt i plottet undervejs, havde jeg desværre lugtet på forhånd i de fleste tilfælde … Lidt øv.

Uden generel etik
På et andet område svarer filmen til mine forventninger. Jeg havde forventet, at filmen ville være helt skudsikker politisk korrekt på dette følsomme område. Og det er den også. Assisteret selvmord og retten til selv at beslutte sig for en "værdig død" anfægtes ikke et eneste splitsekund i filmen. Det eneste, der anfægtes, er tidspunktet for handlingen – for det kunne være så godt at beholde mor en måned eller to mere …  Det antydes dog, at et assisteret selvmord kan misbruges (til at slippe af med en ægtefælle, man ikke længere elsker), men dette manes så kraftigt i jorden i løbet af filmen, at man sidder tilbage med en flov smag i munden, hvis man har tænkt denne tanke. Der spilles ene og alene på følelser, og det er jo nemt at lave en film, der gir os alle en klump i halsen. En langt større kunst havde været at vove at tage de generelle etiske spørgsmål op: er det i orden selv at bestemme, hvornår ens liv skal slutte? Er det i orden at hjælpe et medmenneske til at udføre denne beslutning? Jeg efterlyser ikke et bestemt svar på disse spørgsmål – men jeg efterlyser virkelig, at de er med i debatten. Og det har Bille August desværre ikke bidraget til.

---