Stella Days

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I 1950'erne lever Fader Daniel som en respekteret mand. Men nogle af hans ideer gør, at han kommer på kant med en del af menigheden.

Man sidder med en del løse ender, efter at have set "Stella Days", hvor den troende katolik, Martin Sheen, spiller Fader Daniel i en lille irsk by i 1950'erne. Men det gør ikke så meget, for det er ikke en film, der har brug for at få knyttet en sløjfe på alle trådene.

I åbningsscenen kører Fader Daniel gennem et snedækket landskab for at give den sidste olie til en ældre dame, Peggy. Vi fornemmer, at mange respekterer Daniel. Hans hverdag går blandt andet med at sidde i skriftestolen og høre på folks trivielle og gentagne synder, holde gudstjenester, tage på husbesøg, mødes med skolebestyrelsen og have korøvelser. Daniel er med til at ansætte byens nye lærer, Tim Lynch. Tim får et værelse hos butiksindehaveren Molly, som har brug for indtægten, da hendes mand er stukket af. Mollys søn, Joey, håber på, at hans far kommer hjem igen. Det går som forventet sådan, at Tim bliver forelsket i Molly - og Mollys mand kommer på et tidspunkt hjem og tror det værste, da han finder ud af, at Tim bor hos Molly.

Daniel ser egentlig frem til at vende tilbage til Rom for at studere, men han har et anstrengt forhold til sin overordnede, biskoppen. Det bliver ikke bedre, da biskoppen fortæller om det nye kirkebyggeri, som Daniel skal være med til at samle penge ind til. Daniel synes ikke, der behov for en ny kirke, men biskoppen "er meget glad for beton", som Daniel udtrykker det. Daniel har været i Amerika og er blevet optaget af filmens verden. Han vil gerne åbne en biograf, Stella. Flere i menigheden er bange for, at der vil blive vist umoralske film. Daniel bedyrer, at man sagtens kan se sobre film. Alligevel bliver han mere og mere mistænkeliggjort - især af den meget konservative Brendan, som håber at blive valgt til parlamentet.

Der er flere kristelige emner at reflektere over. Da Peggy får den sidste olie, spørger hun om, hvordan der er i himlen. Daniel svarer i første omgang henholdende, men kommer senere i filmen med en mærkelig konklusion. Daniel og Joey får en snak om, hvad et kald er, og senere viser flere tilbageblik, at Daniel netop på dette område har minder fra sin egen barndom at kæmpe med. I flere situationer siges "hvis Gud vil", når der er planlagt noget. Måske er det overfladisk vane og måske stikker det dybere. Et af filmens temaer er forholdet mellem tradition og fornyelse. Hvordan kan kirken forny sig uden at give køb på sandheden?

På godt og ondt er den katolske kirke rammen for filmens handling. Den teologi, vi præsenteres for, er katolsk og i nogle tilfælde ren folkereligiøsitet. Fader Daniel tegnes, så vi få sympati for ham, men han er ikke en fejlfri præst. Han taler om splinten i andres øjne, men kan ikke se bjælken i sit eget øje. Han er indimellem så optaget af sine egne skuffelser og problemer, at han ikke kan høre andres råb om hjælp.

En velspillet og sympatisk film med et rigtig godt lydspor og vedkommende temaer, men på grund af teologien er den ikke oplagt til udadrettede arrangementer.

Læs om Martin Sheen i Alting har sin pris.

---