Spud Milton: Med ørerne i maskinen

Af: Michael Agerbo Mørch
John Miltons kamp for overlevelse på en kostskole, hvor alt kan ske, og hvor ingen er fredet for mobning, hån og latter.

Normalt siger man "fanget med bukserne nede", og det er da også, hvad denne films hovedperson John Milton ønsker. Problemet er bare, at Miltons pubertetsfase ikke er så fremrykket, så hans penis er lille, og testiklerne er endnu ikke faldet ned. En stor ydmygelse for Milton, der af den grund må finde sig i øgenavnet Spud (dansk: kartoffel). Spud går på en drengekostskole for rige drenge, selvom han selv kommer fra ydmyge kår. I denne verden handler det om at få de rigtige venner, udfordre de strikse regler mest muligt og ikke mindst: komme i bukserne på de piger, som af og til dukker op.

I denne identitetskrig får Spud hjælp fra engelsklæreren Chefen (John Cleese), der kaster om sig med stor engelsk litteratur, som han mener, er den eneste medicin, uanset krisen. Han giver Spud værker som Mens vi venter på Godot, Ringenes Herre, Catch 22 og selvfølgelig Paradise Lost. Værker som åbner Spuds øjne for tilværelsens tilsyneladende meningsløshed og det tomrum, som alle skal udfylde. Men hjælper det ham?

Filmens stærkeste pointe er, at narrativer (fortællinger) er en stærk fortolkningsramme for os. En af de stærkeste måder at forme et menneske på er gennem fortællinger, historier, etc. Bibelen benytter sig selv af denne form, fx gennem Israels historie i Det Gamle Testamente, som en måde at fortolke liv og tro på. Jesus gør det samme i Det Nye Testamente med de mange lignelser. Der er noget eksistentielt og grundlæggende på spil i narrativer, for de er lette at huske, og det, at historien er knyttet op på et personregister, gør identifikationen let. Den indsigt har filmen, og det skal den have ros for.

Desværre har filmen også mange bagsider. For en film om identitet, køn og livsmod kan jo fortælles på mange måder, men "Spud Milton: Med ørerne i maskinen" er bestemt ikke nogen succes. Filmen drukner i plat ungdomsfnidder. Humoren i filmen er langt på vej klichéfyldt og uden nerve. At proppe den kiksede dreng i toilettet, eller sidde og grine af et pornoblad er bare ikke sindsoprivende. Hvor autentisk det overhovedet er, kan man nok også stille spørgsmålstegn ved. For nok foregår mobning på de fleste skoler og ligeså kostskoler, men er stemningen så frivol som her? Jeg tvivler.

John Cleese leverer en overraskende alvorlig og indlevende præstation som Chefen, men det skjuler ikke filmens gennemgående mangler: filmens verdenssyn er nemlig knyttet tæt til det værdiløse (nihilismen), hvor livet gennemgående er absurd. Vi er her, men hvorfor? Vi kæmper for vore værdier og holdninger, men til hvilken nytte? Siden Nietzsche har tendensen været at søge værdien i mennesket selv. I den ressourcestærke. Men det er jo et maskespil. Livets værdi findes, fordi Gud har skabt det med værdi. Livet og mennesket er villet af ham. Det ses blandt andet i kærligheden i menneskelige relationer, som ikke er præget af det meningsløse, men af hengivelse og næstekærlighed.

Spud Milton er faktisk ved at lære noget om det, da han bliver ven med skolens mest kiksede fyr, Gekko. Men rigtig forløst bliver det som sagt ikke.

---