BOSSEN PÅ FILM
I den ret lange række af biopics, som kommer fra Hollywood i disse år, er turen nu kommet til Bruce Springsteen. Endnu en af de helt store legender fra musikkens verden. Springsteens karriere indenfor musikken strækker sig nu efterhånden over seks årtier. Det ville derfor være vanskeligt at lave en film-biografi over hele Springsteens karriere. Instruktør Scott Cooper (også kendt fra en anden musik film Crazy Hearts) har derfor valgt en anden tilgang.
Filmen er lavet over bogen Deliver Me From Nowhere, som beskriver en kort afgrænset periode i Springsteens liv i 1981/82.
Sange om nedture og forfald
Filmen begynder, hvor Springsteen lige har udgivet sit 5. album The River, som indeholder hans første virkelige hit - Hungry Heart. Og en meget succesfyldt turne er til ende. Hvis han nu kunne lave et nyt succesalbum, så ville verden ligge for hans fødder. Men Springsteen føler ikke, at det er det rigtige at gøre.
Efter turneen falder Springsteen i en dyb depression. En depression, som har Springsteen selv ærligt fortalt om, har været en livslang følgesvend. Og Springsteen er i tvivl om, hvad han skal stille op med sin nye status som rig og berømt. Han er plaget at traumer fra sin barndom med en alkoholiseret og psykisk syg far.
Springsteen begynder at skrive sange til sit nye album Nebraska. Sangene falder i tråd med hans sindstilstand. Sangene er mørke og karaktererne er mennesker, som er gået helt til bunds i det amerikanske samfund, og som er helt uden håb. Springsteen skriver også helt personlige sange med tråde til sin barndom.
Han indspiller sangene på en firsporet kassettebåndoptager i sit soveværelse i sit lejede hus. Båndet er tænkt som et demobånd, som kun han selv og nogle få andre skal høre. Springsteen går i studiet og forsøger at indspille sangene med sit E Street Band. Men det lykkes aldrig at få det rigtige udtryk i indspilningerne. Samtidig føler Springsteen, at det rå demobånd er præcis, som han ønsker. Han er kompromisløs i sin kunst. At udgive dette er ikke det mest indlysende karrierevalg ifølge pladeselskabet. Men Springsteen får sin vilje, og båndet bliver udgivet i den oprindelige udgave. Og et af de største mesterværker i rockhistorien er skabt.
Store præstationer
Filmen er ikke en typisk biopic. Der er ikke scener - på nær en – fra Springsteens store koncerter. Filmen er heller ikke fyldt med hovedpersonens store hits. I stedet skildrer filmen stilfærdigt og intimt emner som depression, familieforhold, barndomstraumer og kunstnerisk integritet. Til tider på en nærmest rørende måde.
Filmen bæres af store skuespilpræstationer. The Bear, stjernen Jeremy Allen White. er fremragende i hovedrollen som Bruce Springsteen. Ligger der en kommende Oscar nominering og venter? Stephen Graham (Adolescence) yder også en stor præstation som Bruce Springsteens far. Og næsten allerbedst er Jeremy Strong i rollen som vennen og manageren Jon Landau.
Filmen er meget autentisk, både i handling og persongalleri. Og det er med til at gøre filmen troværdig. Eneste fiktive person er kæresten Faye. Springsteen havde i perioden flere korte forhold, men han kunne ikke binde sig til en partner. Disse kærester er i filmen slået sammen til en person. Til gengæld er flashbackene til barndommen – vist i sort-hvid - helt autentiske som beskrevet i Springsteens egen selvbiografi.
Scener fra barndommen og scener, hvor Springsteen arbejder med sine sange i sit soveværelse, står stærkest for mig.
Filmen er langsom, afdæmpet og præget af refleksion. Og det er nok både dens styrke og dens svaghed. Man oplever på troværdig og rørende vis en kunstners indre kamp, samtidig med at stor kunst skabes. Men der er få dramatiske højdepunkter, og filmen kræver tålmodighed af publikum.
Filmen er et “must see” for alle Springsteen-fans som anmelderen selv. Men den kan bestemt også anbefales til alle, som gerne vil se et stemningsfyldt og ærligt portræt af en af de allerstørste i populær-musikkens historie.