Spis bed elsk

Af: Michael Agerbo Mørch
I en monoton søgen efter mening, viser Julia Roberts vejen gennem verdens muligheder og finder ud af, at lykken åbenbart aldrig findes i baghaven.

Jeg nåede lige at læse en enkelt anmeldelse, inden jeg gik ind til filmen, og den var overordentlig positiv. "Nå," tænkte jeg, for jeg havde via traileren regnet med, at det skulle blive en tom oplevelse. Det blev det så også.

I filmen følger vi Liz Gilbert (Julia Roberts), som på en ferie i Bali bliver spået, at hun skal skilles og vende tilbage til Bali inden for et år. Da Liz kommer hjem, kan hun ikke slippe tanken, og den eksistentielle krise tager for alvor fat. Hun beslutter sig for at lade sig skille for derefter at tage et års orlov med fire måneder i Italien, dernæst fire i Indien og til sidst fire på Bali.

I Italien er det mavens glæder, der vægtlægges. Hun guffer i sig fra det lækre italienske køkken, og de kulinariske oplevelser blandet med nye venskaber får den gode stemning til at fylde hendes sind. Hun lærer at tage det roligt, selvom hun måske ikke "har fortjent det". Ifølge italienerne er det netop den store forskel på dem og amerikanerne.

I Indien er det meditationens ro hun søger. Efter skilsmissen havde hun kortvarigt et forhold til en fyr, der praktiserede buddhistisk meditation. Hun finder, hvad hun søger i meditationen, omend det tager tid for hende at finde fred med fortidens mange problemer.

På Bali opsøger hun medicinmanden, der belærer hende om, at hun skal holde fast i både madglæden og meditationen. Samtidig får hun sig en flirt med brasilianeren Felipe (Javier Bardem). Hun genvinder sin tro på kærligheden.

Efter at have set filmen var jeg faktisk temmelig splittet. Skulle filmen have seks stjerner for sin utroligt troværdige skildring af den midaldrende kvindes desperate søgen efter indhold, eller skulle den have én stjerne for sin relativistiske og fuldstændig ukritiske tilgang til det spirituelle?

Det endte med det sidste, for jeg mener faktisk ikke, at filmen tager sig selv alvorligt. Filmen er en filmatisering af en bog af samme navn, som ifølge instruktøren har forårsaget to skilsmisser. Folk køber simpelthen den med, at glæden og harmonien findes på den anden side af kloden. Jeg er lidt ærgerlig over det, for filmen har de aspekter med, hvor Liz lider over fortidens problemer, men samtidig hurtigt er videre, fordi de mange spændende oplevelser kan dulme smerten. Men man ser bare ikke hverdagen efterfølgende, og når alt kommer til alt, så er det jo netop den, vi lever i.

Filmen virker meget synkretistisk (at blande religioner). I USA beder Liz til den kristne Gud, mens hun senere opsøger Gud i buddhistisk meditation og mener at finde ham. Derudover siger hun nogle lidt kryptiske sætninger om, at hun selv er Gud. Det er faktisk lidt svært at holde styr på, hvad filmen mener, formentlig fordi den ikke bekymrer sig om det. Men på trods af tidens ivrige søgen efter en subjektiv sandhed - og dermed åbenhed for blandingsreligioner - så må jeg holde fast i Bibelens lære om den éne sande Gud. Og set i det lys er det frustrerende, at filmen ikke er mere tydelig i sin tolkning af gudsbilledet.

Jeg finder filmen manipulerende, og derfor skal man se den med kritiske øjne. Men jeg tror faktisk, at filmen kunne være god til en Film&tro-aften, hvis man på en nem måde vil komme til at snakke om Gud, sandhed osv.

---