Spider-Man 3

Af: Carsten Riis Jensen
Verdens indtil videre dyreste actionfilm præsenterer temaer om identitet og tilgivelse.

Mere dyster
Stadigt flere anmeldelser af såvel sequels som genindspilninger begynder med at konstatere, at filmene bliver stadigt mere dystre og "voksne" end forgængerne. Det gælder fx Harry Potter-filmene, som i takt med Harrys alder også henvender sig til et publikum, der er blevet ældre. Det gælder genindspilningen af historierne om superhelten Batman, begyndende med Batman Begins. Det gælder såmænd også udviklingen inden for filmatiseringerne af James Bond, og det gælder forrige års Superman Returns.

Det stadig mere dystre gælder også filmatiseringerne af tegneseriehelten Spider-Man. I 3'eren er der meget mørke og mere uhygge, blandt andet fordi vores helt angribes og overtages af en ondskabsfuld symbiot, som sætter ham i kontakt med de mere sorte og mørke følelser.

Sandman, Venom og Den Grønne Goblin
Det begynder ellers alt sammen godt. I slutningen af 2'eren er Spider-Man's sande identitet – Peter Parker – ved et tilfælde blevet afsløret for bl.a. kæresten Mary Jane og Den Grønne Goblins søn, Harry. Der er med andre ord lagt op til, at Spider-Man i 3'eren lever et noget anderledes liv end før: Det går godt for Peter Parker. Han har succes som fotograf for avisen Daily Bugle, han er godt på vej til at fri til Mary Jane, og alle i byen elsker Spider-Man. Han er på forsiden af alle aviser. Men det varer ikke længe, før alt er kaos.

Først opdager Peter Parker, at hans onkels morder stadig er på fri fod. I filmen følger vi morderen, Flint Marko, som forsøger at flygte fra politiet. Ved et uheld havner Flint i en maskine, som ændrer hans molekylesammensætning og gør ham til superskurken "Sandman".

Peter Parker jagter nu sin onkels morder, opsat på at få hævn. Samtidig bliver Peter nærmest "besat" af en flydende substans fra rummet, en symbiot, som lever af og fordobler Peters hævngerrighed og aggressivitet. Det resulterer blandt andet i, at Spider-Man pludselig opleves som ond, og at Peter Parker ændrer karakter fra at være en lidt nørdet, tossegod knægt til en egoistisk, snobbet festpapegøje.

På Peter Parkers arbejdsplads, avisen Daily Bugle, bliver der ansat en ny fotograf ved navn Eddie Brock. Eddie er en meget selvoptaget person, som kun tænker på at blive berømt. Da han på et tidspunkt manipulerer med et billede af Spider-Man, taget af Peter Parker, bliver Eddie Brock så vred, at han sværger hævn over Peter (og Spider-Man).

Det fører til sidst til en gigantisk, næsten 20 minutter lang kamp mellem Eddie Brock, Sandman og Den Grønne Goblin. Enden på det hele bliver, at Den Grønne Goblin dør, og Eddie Brock overtager symbioten og forvandles til uhyret Venom, som man bl.a. kender fra tegneserierne om Spider-Man.

Identitet og tilgivelse
Det helt særlige ved de foreløbigt tre Spider-Man film er, at de ikke blot giver tilskuerne en god gang action og special effects, men at der er mange gode menneskelige temaer, overvejelser og etiske dilemmaer lagt ind i handlingen.

Man kan sige, at Spider-Man filmene er forholdsvis "langsomme", forstået på den måde, at de bruger tid på at dvæle ved især Peter Parkers personlige udvikling og de dilemmaer, han udsættes for. Især er det velgørende at se de samtaler, han har med sin tante: På et tidspunkt råber Peter Parker til en af skurkene, "If you want forgiveness, get religion", men senere i filmen lærer tanten ham, at vi må lære at tilgive andre, hvis vi skal kunne tilgive os selv.

Et andet vigtigt tema, i såvel den nye 3'er som de to andre film, er identitet: Hvem er jeg? Hvordan er jeg blevet den, jeg er nu? Især i 3'eren, hvor en ond symbiot overtager Peter Parker/Spider-Man, er det oplagt, at der spindes en del på netop temaet identitet.

Og set i forhold til mange andre Hollywood-actionfilm gør denne film det godt.

---