Source Code

Af: Henrik Højlund
Duncan Jones' science fiction film er en blanding mellem "The Matrix" og "Inception". God underholdning, hvis man kan acceptere historiens grundlæggende usandsynlighed.

"Source Code" er en sjov blanding af The Matrix og Inception. Ikke helt på højde med dem, men mindre kan også gøre det. Hvis man har lyst til glimrende underholdning. Som i de sammenlignelige film er præmissen, at man accepterer historiens grundlæggende usandsynlighed. Men det gør vi jo også gladelig med så mange andre film, uden at de af den grund underholder mindre.

Filmens usandsynlige præmis er, at en død person har et slags efterliv. Et kort et ganske vist. Rundt regnet otte minutter. Hjernen gløder ligesom lidt efter dødens indtræden. Det korte efterliv er ikke kortere end, at det kan udnyttes igen og igen i en slags computeranimeret verden. Og udnytterne er en slags hemmelig efterretningstjeneste, som er i stand til at placere den døde persons endnu levende hjernefunktion i et computerprogram, som er en animation af en virkelig hændelse. Den virkelige hændelse er i denne histories tilfælde en terrorist-hændelse. Og nu har man brug for at finde ud af, hvem terroristen var, fordi han kan slå til igen. Meget snart endda. Så man har travlt.

Det vil sige: Den hårdt plagede, dybt nedfrosne levendedøde efterretningsagent har travlt, for han sættes nu ind i animationshistorien og skal i løbet af de otte minutter, han har til rådighed, finde ud af, hvem terroristen er. Gentagne otte minutter vel at mærke. For når det ikke lykkes i første forsøg, starter man bare historien forfra, indtil det lykkes.

Tvistet med genstarten af historien er dramaturgisk set meget effektfuldt. Det giver anledning til små sjove og overraskende forskydninger fra gang til gang i den historie, der til forveksling ligner sig selv. Men netop ved forskydningerne ligner historien alligevel mindre og mindre sig selv, så skaberne af det hemmelige "våben" til sidst sættes på alvorlig prøve. For hvad hvis hemmeligheden viser sig mere effektfuld, end de havde regnet med? Hvad hvis computeragenten, den levendedøde, kan interagere med den virkelige verden gennem computervirkeligheden? Som læseren kan forstå, er der ingen ende på usandsynlighederne.

Historien leveres meget elegant med Jake Gyllenhaal i en udmærket hovedrolle.

På et dybere plan kan man godt finde ansatser til større temaer: Indledningsvis et klassisk tema, som altid har forbindelse til vores egen grundlæggende oplevelse af verden: oplevelsen af fremmedhed, af at verden kan vise sig at være et bedrag, at jeg er Palle-alene i et kæmpe set-up.

Man kan finde noget om muligheden af en form for evigt liv, en slags reinkarnations-virkelighed. Eller: Spørgsmålet om, at retten til liv også indebærer retten til død?

Men se den mest for dens uforpligtende underholdende omgang med virkeligheden. Den er såmænd regulært og godt gammeldags spændende.

---