Sorte sommerfugle

Af: Per Breindahl
Digteren Ingrid Jonker skriver stærke digte mod apartheid samtidig med, at hendes far er med til at indføre racelovene.

Barnet er ikke dødt. Barnet løfter sin næve mod sin mor. Hvem råber Afrika?

Disse linjer er begyndelsen på den sydafrikanske poet Ingrid Jonkers digt Barnet er ikke dødt. Et digt Nelson Mandela læste op ved åbningen af den første samling af det første demokratiske valgte parlament i Sydafrika 24. maj 1994.

Ingrid Jonker er født i 1933 og døde 1965. Hun var en af de hvide kunstnere, der deltog i kampen mod apartheid.

"Sorte sommerfugle" bygger på virkelige begivenheder. Vi kommer ind i Ingrid Jonkers liv i 1960 og følger hende de sidste fem år, hun levede. Det store drama i Ingrid Jonkers liv – og dermed i filmen – er hendes kamp for at opnå sin fars accept. Accept af hende som menneske, som kunstner, som datter.

Hendes far, Abraham Jonker, var medlem af det sydafrikanske parlament. Han ikke blot forsvarede apartheid, han havde som parlamentsmedlem selv været førende for at få indført mange af de racediskriminerende love. Desuden sad han i censurkomiteen, der skulle beslutte hvilke bøger, der måtte udgives, og hvilke teaterstykker, der måtte opføres.

Ingrids far var sikker på, at apartheid var givet af Gud, og at det ikke blot var de hvides ret, men også deres pligt at håndhæve adskillelsen mellem sorte og hvide. Derfor var det umuligt for ham at forstå, at datteren kunne have en anden holdning. At hun oven i købet udstillede denne holdning offentligt, kunne han slet ikke acceptere.

Ingrid Jonker var på sin side meget splittet: Hun kunne ikke acceptere den behandling af de sorte, hun oplevede hver eneste dag – men der var heller ikke noget, hun higede mere efter, end sin fars accept. Filmen er et psykologisk drama. Hvorfor lader en far sine politiske synspunkter blokere for et kærligt forhold til sin datter? Og hvorfor bliver datteren ved med på skift at flygte fra sin far og vende tilbage for at gøre et nyt forsøg på at få respekt?

Omkostningerne får vi også et indblik i. Fordi hun aldrig selv oplevede at have et godt hjem, er det hendes ønske at få sit eget hjem. Fordi hendes far ikke accepterede hende, stræber hun hele tiden efter andre mænds accept. Accept hun bl.a. søger at få gennem en glubende appetit på sex med mange forskellige mænd. At disse to ting – mange mænd og et stabilt forhold til én mand – ikke kan forenes, har hun svært ved at forstå.

Ikke underligt, at der oven i alle disse spændinger også kommer et alt for stort alkoholforbrug og en spirende sindssyge, der også fører til et par indlæggelser og vel også er det, der til slut fører til hendes død.

På mange måder minder filmen meget om Dirch – stor kunst, der springer ud af et vanskeligt liv. Men hvor vi danskere følte, vi kendte Dirch Passer ud og ind, er det nok kun de, der er Sydafrika-kendere, der har hørt om Ingrid Jonker. Derfor er det svært at vurdere, hvor meget filmens Ingrid stemmer overens med den virkelige Ingrid Jonker.

Filmens helt store styrke er, at den får seeren til at overveje, om principper skal have lov til at stå over menneskelige relationer. Filmens budskab kunne være, at vi skal blive enige om, at vi er uenige, og så se hinanden som mennesker gennem uenighederne.

Ingrid er fremstillet nuanceret – hun er ikke en rendyrket helt. Med sine humørsvingninger, sin sindssyge, sine drukture og sin sexlyst, har hun ikke været nem at være sammen med. Selv hendes nærmeste venner fandt hende til tider hjerteløs. Men ud af alt dette sprang de stærke digte, der var med til at forme det nye Sydafrika.

Filmens svaghed er, at den ikke graver dybt nok i faren. Jeg har ikke det mindste sympati for ham, men jeg ville gerne, hvis filmen havde givet større indsigt i, hvorfor han i den grad valgte sine politiske synspunkter frem for datteren. Hvorfor han ikke i mindste grad ønskede at lære hende at kende, at forstå hende bare lidt. Hvorfor han kan misbruge kristendommen til et forsvar for apartheid.

Lidt forbrugeroplysninger: Filmen foregår i Cape Town, Sydafrika, er hollandsk produceret, men med engelsk tale. Den indeholder enkelte nøgenscener. Digtet, der indleder denne anmeldelse, er oprindeligt skrevet af Ingrid Jonker på afrikaans, men kan læses i sin fulde længde på engelsk ved at klikke her: The Child is nod dead.

---