Sorg og glæde

Af: Michael Agerbo Mørch
Nils Malmros har lavet sit livs vigtigste film. Filmen er barsk, men viser kærlighedens og tilgivelsens kraft.

EN AFGRUND AF SMERTE BÅRET AF KÆRLIGHED
Det er næppe undgået manges ører, at Nils Malmros' nye film handler om den tragedie, der ramte hans familie for ca. 30 år siden. Malmros' maniodepressive kone slog deres 9-måneder gamle datter ihjel med en køkkenkniv, mens han selv var til foredrag. En ufattelig historie, men sand og hjerteskærende. Malmros har altid lavet selvbiografiske film, og "Sorg og glæde" er ingen undtagelse. Det meste af historien er taget direkte ud af fortidens virkelighed, blot er navnene på karakterne byttet ud, så Nils hedder Johannes, Marianne hedder Signe og datteren Anne hedder Maria. At det virkelig er sket, får ens hjerte til at isne flere gange under filmen, fordi det hele er så uhyggeligt.

Det burde være klart for de fleste, at en mere sindsoprivende fortælling fås ikke. Diverse splat, gys og gru kan ikke hamle op med denne uforståelige handling. Der er ingen billeder af mordet i filmen, men der er personer, der kollapser, og folk der kæmper for at forstå og tilgive. Karaktererne er eminent skildret af Jakob Cedergren og Helle Fagralid, som med indføling og pathos driver filmen frem i et roligt og troværdigt tempo. Det er toppræstationer, der formentlig kaster en del priser af sig.

Filmen veksler mellem tiden lige efter drabet og tiden fra dengang Johannes og Signe møder hinanden og indtil drabet. De forskellige flashbacks er fortalt til en psykiater. Det er svært som anmelder at moralisere over historien, fordi det ikke er en manuskriptforfatter, der har udviklet et intelligent plot, men en virkelig fortælling med levende mennesker bag. Man sidder ofte med en følelse af frustration, fordi Johannes kunne have gjort så mange ting anderledes i fortiden. Fx burde han ikke have opfordret Signe til at smide sine lithium-piller ud; han burde have undgået at gøre hende jaloux med en ung skuespillerinde, og generelt tog han ikke rigtigt hendes angst alvorligt. Men frustrationen er svær at stille skarpt på, netop fordi hændelserne er sket i virkeligheden. Dog er der mange ansatser til en bekendelse fra Malmros, som giver en form for forløsning, når man ser filmen. Han burde have handlet anderledes, men det er kun tragedien og bagklogskaben, der afslører det.

Der er en enkelt ting, som jeg undrer mig meget over: Johannes græder kun én gang! Det er da han fortæller nyheden til sine forældre. Han græder ikke, da han hører nyheden, da han ser Maria i kisten, da han ser Signe første gang, eller da de er til begravelse. En realist som Malmros skjuler ikke noget, men det er næsten ubærligt, at Malmros kan bære al den død og smerte på sine skuldre. Det virker usundt - men igen; hvem kan moralisere i en sådan situation?

Filmens store fokus er, at ægteparret bliver sammen på trods af, at Signe må indlægges på den lukkede, og at de skal igennem en retssag. Johannes vælger ubetinget at elske Signe på trods af mordet. Der er stærke referencer til Kristi kærlighed i det, selvom Johannes på ingen måde er religiøs. Men som birolleindehaveren, Ida Dwinger, giver udtryk for i et interview til Film&Tro, så er Kristi kærlighed den eneste kærlighed, der reelt kan bære en sådan handling. For han har selv båret smerten og skylden på sine skuldre på korset. Malmros' kærlighed er en stærk miniatureudgave af frelserens kærlighed.

Malmros er kunstner, og han har i flere interviews givet udtryk for, at det var derfor, han måtte lave denne film. Når den først kommer nu, så skyldes det, at han ikke ville lave den uden sin kones samtykke, og han kunne ikke få sig selv til at spørge. Men i 2010 gav hun lov - som en gave og en tak for hans trofaste kærlighed. "Sorg og glæde" er derfor et kunstnerisk dokument og en gensidig kærlighedserklæring mellem Nils og Marianne Malmros. Som et lys, der skinner i et uforståeligt mørke. På samme måde som Kristi kærlighed til os er et lys, der skinner i vores mørke.

Jeg havde en stor oplevelse med at se "Sorg og glæde". Den vil gøre indtryk på alle. Selvom den er barsk, så viser den kærlighedens og tilgivelsens kraft på en helt unik måde i dansk film. Så jeg er taknemmelig for, at Malmros fik lov til at lave denne film.

---