Som i et spejl

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En mesterlig film af Bergman om Guds eksistens eller mangel på samme. Som i en skruestik fastholder filmen sin seer i uro, smerte og lidelse.

Hvad ved vi mennesker egentlig om Gud? Hvad kan vi vide om ham? Hvis han findes, hvorfor er han så tavs? Har han forladt os og overladt os til vore egne skæbner, eller mener han virkelig alle de fine ting om nåde, fremtid og håb?

Det er ikke småting, Ingmar Bergman beskæftigede sig med i sine mange film. Som præstesøn virker særligt "Som i et spejl", "Stilheden" og Lys i mørket til at handle om det, der nok var Bergmans egne teologiske overvejelser. I hele hans værk går der en linje fra film som disse, hvor Gud debatteres, over "Fanny og Alexander", hvor Gud er en tyran, og så til "Saraband", der synes at konstatere, at Gud da vist er noget af en overvurderet ide. Man kan spørge sig selv hvorfor man skal se film af en instruktør, der på den måde anfægter Gud. Men det er måske netop der, Bergman selv er mest menneske. Hans egen tro var en sag mellem ham og den Gud, der skal dømme os alle. Hans filmværk, derimod, taler om et menneske, som konstant vendte tilbage til den evige diskussion om, hvorvidt en god og nådig Gud kan findes i en verden, der rummer så megen tomhed og lidelse. Således også "Som i et spejl".

Det er naturligvis Paulus' ord om, hvor vi skuer på denne side af evigheden, der har lagt navn til filmen, og man forstår det godt. Filmen handler om en far, hans datter og søn og datterens mand, som samles på familiens ø i den svenske skærgård. Datteren Karin (Harriet Andersson) er netop på vej ud af en psykisk lidelse, som filmen aldrig navngiver, men som må være skizofreni. Hendes mand Martin (Max von Sydow) elsker hende, men står magtesløs over for de stemmer, hun kan høre. Hendes lillebror (Lars Passgård) er på vej fra dreng til voksen, og faderen David (Gunnar Björnstrand), en anerkendt forfatter, virker fjern og har svært ved at forholde sig faderligt til sine børn.

De fire figurer mødes og skilles på flere måder i det forfaldne hus, de bor i. Solen går op og ned. Et underligt mat lys gennemstråler både dagen og natten, og vi ser figurerne som i et drømmesyn, som i et sygdomsfyldt nordlys. Naturligvis får Karin et tilbagefald; hun hører selve Gud kalde og identificerer senere Gud som værende en edderkop. For David bliver datterens sygdom en mulig inspirationskilde til det videre skriveri. Alle fire er de på smertefuld vis på vej længere væk fra hinanden, på trods af at de er familie, på trods af at de jo hører sammen.

Jeg tror, de fleste vil kunne genkende brøkdele af de overvejelser, Bergman placerer sine figurer i. Der er noget sjæleligt Shakespearsk i deres vej ind i smerten, og filmen er ikke overraskende rystende i sin intensitet. For Bergman er det – som altid – menneskets ansigt, der på bedste måde afspejler sjælens uro. Og skuespillerne er mesterlige rå i deres tilstedeværelse. Som det ofte er blevet sagt, er det for Bergman det menneskelige ansigt, der i virkeligheden er lærredet. Og aldrig før har den af Bergman ofte benyttede Harriet Andersson været bedre end her. Hun er rystende god som kvinden, der hører Gud - men Gud er det ikke. Som sædvanlig er fotografen Sven Nykvists arbejde mesterligt; ikke uvæsentligt for en film, der i den grad holder sin seer fast i en fortvivlelse, der er urovækkende, genkendelig og menneskelig.

Besvarer filmen de gåder, den sætter os overfor? Egentlig ikke. Men at den tør sætte os der er modigt, og mod skal der nok også til for at se denne sjælerystende film.

---