Sønnen

Af: Thilde Moskjær Kofod
Af: 05
En belgisk dogmefilm om læreren Oliver, der får en ny elev med en dunkel fortid. En filmisk oplevelse med store temaer.

Olivier er underviser i et snedkerværksted på en skole for unge, der har været ude i kriminalitet. En dag kommer 16-årige Francis til skolen med ønske om at blive snedker, men Olivier ønsker ikke at have ham på sit værksted. Alligevel er han besynderligt interesseret i Francis og begynder at følge efter ham og udspionerer ham. Forbindelsen mellem de to viser sig at gå gennem Oliviers egen søn. Men af hensyn til filmoplevelsen skal det ikke røbes her, hvordan det hænger sammen.

"Sønnen" er en belgisk film, og som mange europæiske film minder den i opbygning og filmsprog ikke om det, de fleste af os er vant til fra Hollywood. Hele vejen igennem filmen arbejdes der kun med et enkelt håndholdt kamera, meget lange takes, og der er ingen underlægningsmusik overhovedet. Den minder stilmæssigt om de danske dogmefilm og er næsten mere dogme end dem. For eksempel filmes Olivier næsten hele tiden bagfra, fra siden eller over skulderen. Kameraet forfølger ham, ligesom Oliver forfølger Francis.  Det betyder, at vi som seere ofte er "bagud" i forhold til figuren. Vi ser Olivier reagere på et eller andet, og derefter drejer kameraet sig, så vi kan se, hvad det er, han reagerer på, hvor det i Hollywood film ofte er omvendt.

Disse teknikker giver et meget autentisk og dokumentaristisk præg på filmen. Det er svært at tro, at det er fiktion, også fordi skuespilpræstationerne er så stærke og intense; ikke mindst Olivier Gourmet, som vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes 2002 for sin præstation som læreren Olivier.

Det er en film, som gør sig bedst ved ikke at kende for meget til handlingen på forhånd, og derfor er det også en balancegang, når man som anmelder skal ridse filmens temaer op. Men uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at vi kommer omkring meget store emner som skyld, straf, hævn og tilgivelsens mulighed. Det kan nemt blive tungt eller "for meget" med disse temaer, men på grund af "Sønnen"s dokumentar/dogme-agtige form kommer de rent faktisk inden for rækkevidde. Begreberne bliver levende og tilgængelige, også for almindelige dødelige uden superkræfter. Dét er filmens store force og grunden til, at "Sønnen" fortjener et langt større publikum end de knap 800 mennesker, der indløste billet til den i biografen.

---