Snowpiercer

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Tankevækkende fremtidsfilm med dybe spørgsmål. Om klassekamp på et gigantisk tog, der drives af en evighedsmaskine.

BLODIG FILM OM OVERLEVELSE OG KLASSEKAMP

Oprør i det frelsende tog
Vi befinder os i en ikke fjern fremtid. Hele verden er frosset til is. De eneste overlevende befinder sig på et gigantisk tog, der drevet af en evighedsmaskine kører rundt på et verdensomspændende netværk af skinner. Togstammen er klasseopdelt: i de bagerste vogne bor den laveste klasse, der lever af ulækre proteinstænger. I midten er middelklassen og forrest er selvfølgelig lederne – og øverst oppe selve togets skaber og opretholder Wilford (Ed Harris).

Baggruppen, hvis gamle vismand er Gilliam (Joh Hurt) gør oprør, og ledet af Cortis (Chris Evans) baner de sig en blodig vej op gennem togstammen. Med sig har han Namgoong (Song Kang-ho) og hans datter Yona (Go Ah-sung). Studser nogen over navnene? Instruktøren er sydkoreaner. Namgoong tilhører egentlig middelklassen og har konstrueret alle sikkerhedslåsene. Derfor har Curtis brug for ham til at åbne dørene. Lokkemaden er et narkotikastof, som Namgoong er afhængig af. Kampen står mod ledelsens soldater, ledet af Wilfords ret underlige sekretær, Mason (Tilda Swinton). Og så bølger kampen ellers frem og tilbage som i en anden god actionfilm. Undervejs opdager oprørerne, at middelklassen tilbeder Wilford som en mellemting mellem en berømt præsident og Gud, for han er den, der skabte det frelsende tog og holder dem i live!

Virkeligheden
Men der er noget, der virker mærkeligt. Lidt som i absurd teater. Efterhånden som filmen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at dette ikke er en almindelig "undertrykte oprørere mod undertrykkende soldater"-historie. Hvad det i virkeligheden er, kan man jo selv se, når Curtis oversmurt i blod når frem til den forreste vogn og finder ud af, at hverken Gilliam eller Wilford måske er helt de personer, han troede.

Efterhånden afsløres filmens budskab. Budskabet er egentlig et spørgsmål: Når der kun er begrænsede ressourcer i kampen for at overleve, er man så ikke nødt til at opretholde et strengt afbalanceret system, hvor alle er nødt til at blive på deres faste plads, hvis ikke systemet skal bryde sammen og alle omkomme? Eller er der mening i, at de undertrykte prøver at flytte til en bedre plads? Og bruges religionen til at fastholde eller nedbryde strukturer? Det er ikke svært at overføre dette spørgsmål til den globale situation i nutidens verden.

Det lykkes faktisk filmen - ud over at være svært underholdende - at sætte mere end én tanke i gang omkring dette meget vigtige emne. Hvad er så filmens svar? Absolut intet! Eller hvad …? Hvis man ikke kan li' film, der har en totalt åben afslutning, skal man ikke se filmen om mega-toget, der piercer sig gennem sne og is, mens menneskene indeni kæmper for livet. Instruktøren siger selv, at Yona, der spiller en mere og mere fremtrædende rolle, efterhånden som filmen skrider frem, bl.a. er opkaldt efter den bibelske Jonas. Og hvem ved, om hun ikke på et tidspunkt spyttes ud af toget, ligesom Jonas spyttes ud af havdyret?

---