Snow White and the Huntsman

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Det gode gamle eventyr om Snehvide – nu med action. Rigtig god underholdning, hvor det gode vinder over det onde.

Det kendte eventyr med tvist
Alle kender eventyret om Snehvide og de syv små dværge. Her kommer det igen – med alle eventyrets detaljer, såsom dværge, det forgiftede æble, den onde stedmoder osv. – plus nogle nye detaljer.

Også moralen er intakt: det gode kæmper mod det onde – og det gode vinder! Kærlighedens kys spiller naturligvis en central rolle – selv om det ikke skal røbes, hvordan det tvistes i filmen. For selv om filmen på den ene side er tro mod eventyret, så er der på den anden side tvistet på det alt sammen. Så man kender alligevel ikke det hele på forhånd.

Action-kærlighedsdrama
Vi kender det jo: Vi er i en udefineret tidsalder med riddere og sværd og den slags. Snehvides elskede mor er død, og hendes far, kongen, får en ny kone. Denne stedmor (modbydelig godt spillet af Charlize Theron) er i virkeligheden en ond heks, der til stadighed spørger det fortryllede spejl (glæd dig til at se det i en ny version): "Hvem er den smukkeste?" Og den dag, spejlet ikke længere svarer, at det er dronningen, men svarer, at det er Snehvide, begynder dronningens kamp mod sin steddatter, som hun indtil nu har ladet rådne i en fangecelle.

Dronningens bror skal så henrette Snehvide (ret koldblodigt spillet af Kristen Stewart), der dog flygter. Og så går den vilde jagt – igennem fortryllede landskaber (både meget onde og meget gode). Heksen og hendes bror hyrer en jæger (spillet tilpas maskulint af Chris Hemsworth) til at lede jagten inde i den onde skov. Jægeren finder hurtigt Snehvide, men overlader hende ikke til broren. I stedet tager han hende under sine vinger. Man aner et kærlighedsforhold, men helt ukompliceret er det nu ikke.

Dværgene (i en meget tvistet og rigtig skøn udgave – for mig er det noget af det ekstra gode i denne film) danner sammen med andre en befrielseshær, der vil prøve at befri landet fra den onde dronning og hendes forbandelser. Blandt andet opretholder hun sin ungdom ved at suge livet ud af sine undersåtter – sådan ren bogstaveligt. Efter diverse kampe - hvorunder Snehvide selvfølgelig spiser af det forgiftede æble og falder i en dødlignende søvn - kulminerer det hele i det endelige opgør mellem de to kvinder. Og her vinder Snehvide selvfølgelig til sidst.

Det gode vinder
Men hvordan vinder hun? I en del foromtaler fremgår det, at jægeren har oplært hende i krigskunst. Det er nok en overdrivelse. Heksedronningen er så stærk, at selv de mest trænede krigere intet kan magte mod hende. Så hvorfor vinder Snehvide? Det må guderne vide. Og det er måske netop her, svaret skal findes? Ret overraskende oplever vi nemlig Snehvide bede hele Fadervor (i den autoriserede udgave, ingen tvist her) i sin fængselscelle! Ret usædvanligt i den slags film. Ellers spiller Gud ikke den store rolle – det er mest almindelige overnaturlige skov-magter og den slags, der deltager i befrielseskampen. Biskopperne velsigner hende ved hendes kroning til sidst – men det er måske bare en del af det gængse ridder-setup. Filmens svar er nok, at renheden, kærligheden og disses oprør mod ondskaben og uretfærdigheden er de stærkeste kræfter i verden. Og så skader et godt forhold til den himmelske Far jo heller ikke. Tja – også her er filmen lidt tvistet, så man kan selv vurdere det eventuelle åndelige aspekt mens man går ud af biografen. Men rigtig god underholdning er det under alle omstændigheder, med humor, slagscener, trolddom og nogle ret geniale verdener, der i opfindsomhed kan minde lidt om Avatars verdener - men ikke helt så geniale.

---