Snow Angels

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En trist film om at være hjemløs i sit eget liv - og om at kunne tilgive sig selv.

David Gordon Greens "Snow Angels" er i høj grad en trist film. Historien handler om teenageren Arthur, som gør sig sine første erfaringer udi kærligheden til gymnasieveninden Lila, alt imens hans forældres ægteskab falder fra hinanden. Samtidig forsøger hans gamle babysitter og hendes eksmand uden held at finde et fælles liv omkring deres tre år gamle datter. Filmen fortæller en tragisk historie om at være hjemløs i sit eget liv, om at prøve at få det bedste ud af en hverdag, der ikke rigtig er blevet som det, man drømte om. Om at kæmpe og prøve at gøre det godt nok.

Men ingen af hovedpersonerne slår til. De har ikke evnerne til at forvalte det, de er blevet givet. Man må spørge – hvem har egentlig det? Og som sådan kredser filmen om tilgivelse – om at kunne tilgive sig selv for selv det værste.

Den klart mest helstøbte, men også mest ubehagelige figur er den genfødte Glenn (Sam Rockwell), som er en stakkels, halvfordrukken mand, hvis liv helt og aldeles er mislykket. En vred mand, som igen og igen vælger forkert, men som ikke desto mindre tror på Gud, tror på tilgivelsen, og véd sig i Guds hånd. Han - om nogen - forstår, at den, der har syndet meget, ham skal meget tilgives …, men tilgivelsen sætter ham aldrig rigtig fri, hvilket filmens sidste, tragiske akt viser på en knugende facon. Sam Rockwell skaber i den rolle en fantastisk kompleks og troværdig figur.

Et sted siges det, måske nok ret ironisk, at der er gode mennesker til. "Snow Angels" afslører dog mest, at der er ødelagte og ødelæggende mennesker til, og som sådan forkynder den sit sortsyn helt ind i hjertet på tilskueren.

---