Snefællesskabet

Af: Ida Koefoed Nielsen
Filmatisering af de virkelige begivenheder, der blev kendt som "Miraklet i Andesbjergene", hvor flere efter flystyrt i 1972 overlevede i bidende kulde. Filmen er nomineret til 2 Oscars. Bl.a. bedste udenlandske film.

EN VIRKELIG SKRÆMMENDE HISTORIE 

"Snefællesskabet" er ikke, som titlen måske umiddelbart kunne antyde, en hyggelig naturfilm. Tværtimod er det fortællingen om den utrolige, men sande historie om det uruguayanske charterfly, Air Force flight 571, der i 1972 styrtede ned i Andesbjergene med 45 sjæle om bord, heriblandt 19 unge spillere for det uruguayanske rugbyhold "Old Christians" samt familiemedlemmer og venner.

De 33 mennesker, der med nød og næppe overlevede styrtet, stod overfor en, i teorien, umulig opgave: At overleve i Andesbjergenes bidende kulde uden føde og kun to ting at varme sig ved: Hinanden og et spinkelt håb om at blive fundet. Spørgsmålet var så bare, hvor langt de egentlig var villige til at gå for at overleve?

Sammenholdet i fokus
Omdrejningspunktet i filmen er det uruguayanske rugbyhold. Vi møder dem i tiden op til flyveturen, hvor de lever det ubekymrede ungdomsliv. De hygger sig sammen og har et godt fællesskab. Netop dette fællesskab bliver afgørende for dem senere. Castet består primært af unge ukendte skuespillere fra Chile og Argentina. Det er et godt valg at bruge ukendte skuespillere, da det giver en autentisk afspejling af de virkelige mennesker. Skuespillerne er dygtige og formår at udtrykke den desperation og smerte, som ulykkens ofre må have følt. Filmen vælger fra starten af at have fokus på en af de unge mænd, Numa Turcatti (Enzo Vorincic), som også fungerer som filmens fortæller. Det er et klogt valg, da man herigennem får en tættere relation til ham. Især set i lyset af filmens udvikling giver dette fokus rigtig god mening. Filmen vil gerne fortælle alle passagerers historie, hvilket kommer til udtryk i rigtig mange biroller. Denne prioritering er forståelig, men det gør også, at de til tider er svære at skelne fra hinanden, og man får desværre et lidt overfladisk forhold til dem.

Flot og klaustrofobisk
"Snefælleskabet" er en virkelig flot film. De mange billeder af de uendeligt mange sneklædte bjerge er vildt smukke, men samtidig også vildt klaustrofobiske og skræmmende. Skræmmende er et ord, der beskriver filmen godt. Man er som seer vidne til mange voldsomme scener, hvor folk kommer fysisk til skade og bliver nedbrudt mentalt. Aldersgrænsen på 16 år giver god mening her. Efter det dramatiske flystyrt går filmen meget ned i tempo. Vi følger de overlevende dag efter dag, hvor tiden snegler sig af sted. Man kan ikke helt undgå at tænke "Puha, der er lang tid igen" (særligt hvis man på forhånd ved, hvor mange dage, de var der), men samtidig giver det os også en fornemmelse af, hvor ubehageligt og slidsomt det må have været at leve i denne uendelige uvished. Hvis intentionen med det langsomme tempo er at sætte disse tanker i gang, er det svært at have dét som kritikpunkt, da filmskaberne jo dermed har ramt den følelse, de ønskede at fremprovokere.

Overlevelsens pris 
Spørgsmålet om, hvor langt man er villig til at gå for at overleve, kommer for alvor på spil 9 dage efter styrtet, hvor de sultne og svækkede mennesker begynder at overveje det utænkelige - at spise deres døde venner og familiemedlemmer for at overleve.

De fleste, der kan huske, eller kender til de virkelige begivenheder, ved også godt, at det var det, der skete. Scenen med diskussionen om at ty til kannibalisme er en af de mest ubehagelige, men også interessante scener. Selvom det var skrækkeligt, er det svært at fordømme det. Når man sidder hjemme i en varm stue med masser af mad til rådighed, er det nemt nok at sige, at man aldrig ville have handlet som dem, men hvad sker der, når man bliver presset så langt ud, at det civiliserede "jeg" med overbevisninger og idealer forsvinder, og urmenneskets kamp for at overleve sætter ind?

Bibelske paralleller
På en mærkelig måde er der nogle bibelske paralleller til dét, at de døde giver liv til deres venner. De døende siger til deres venner, at de skal spise dem for at overleve. Det er paradoksalt, hvordan noget så umenneskeligt, bliver et så stort symbol på kærlighed. Som der står på en seddel, der bliver fundet i hånden på en af de døde: "Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner" (Johannesevangeliet kapitel 15 vers 13).

At filmens handling er autentisk, bliver man jævnligt mindet om. Hver gang en person dør, vises det fulde navn og alder på den virkelige person, der døde. Her bliver man mindet om, at det ikke bare er fiktion, men virkelige skæbner. Filmen er lavet i tæt samarbejde med de overlevende og pårørende til de efterladte, som alle giver udtryk for, at filmens formål er at fortælle historien så autentisk som muligt og ikke kun have fokus på dem, der overlevede, men i høj grad også på de mennesker, der gjorde det muligt for dem.

Kan ses på Netflix.

---