Små hvide løgne

Af: Michael Agerbo Mørch
Middelmådig fransk film om løgnens dragende magt som undskyldning for at se virkeligheden i øjnene. Den største anke mod filmen er dens megen tale om sex, sprut, stoffer og utroskab.

På vej hjem fra en fest, bliver den unge Ludo kørt ned på sin scooter. Han kommer slemt til skade og må indlægges på intensivafdelingen. Svævende mellem liv og død - og uden udsigt til forbedring - tager hans nære vennegruppe en svær beslutning. På trods af, at de måske egentlig burde være ved deres syge vens side, tager de alligevel på den fælles ferie, der var planlagt - i håbet om, at han har fået det bedre, når de kommer hjem.

Ferien går fra til Paris kysten uden for Bordeaux, hvor stranden er lækker og feriehuset spækket med detaljer. Men stemningen er "tense", for lige under overfladen ulmer der flere spøjse, skræmmende, skøre og overraskende historier om alle personer. Historier som får konsekvenser for venskaber, ægteskaber og selvbillede.

På trods af et stjernespækket team, formår denne film aldrig at løfte sig over det middelmådige. Egentlig er temaet om de små løgne ret væsentlig, men det forløses ikke rigtigt. Det er, som om de sørgelige konsekvenser af løgnene dybest set skyldes andre ting. Så man ender i stedet med at tænke, at filmens titel egentlig er lidt misvisende. Ærgerligt!

Filmen er meget godt lavet rent stilmæssigt. Hele vejen igennem bliver der brugt to kameraer samtidigt, så skuespillerne kan agere så frit som muligt. Det giver en del klipning, men det bliver aldrig generende. En rigtig god måde til at skabe dynamik i en ellers lidt langsom fortælling.

Den største etiske anke mod filmen er den megen tale om sex, sprut, stoffer, utroskab, etc. Der er ikke rigtig nogen eksplicitte scener i filmen, men al snak kredser om disse emner, og det er altså ikke pakket ind i puritansk lyrik. Det er hårde gloser, som er med til at gøre tonen i filmen skrap. Det skal man være klar over.

Den største tekniske anke mod filmen er længden. 149 minutter er virkelig meget! Man skal altså have mere at byde på, hvis man vil sende sådan en maraton på gaden. Det virker en anelse useriøst og uigennemtænkt.

Egentlig sidder jeg mest tilbage med en følelse af sorg. Det lyder voldsomt, men det er bare så sørgeligt, hvis portrættet i filmen holder. Karaktererne er mellem 35 og 50 år, men er alligevel identitetsløse, rodløse og umodne. De skaber sig, fortaber sig i trivialiteter og fokuserer kun på at fremstå som nogle, der har styr på alt, om end det hele sejler for dem. Det er faktisk lidt ynkeligt.

Jeg ville gerne kunne sige, at filmen var oplagt som forlæg til en god snak om at tale sandt, være trofast osv., men tonen i filmen gør, at jeg ikke rigtig kan det. Er man ikke så sart (som jeg åbenbart er), så er det ikke sikkert, man bemærker det, men jeg synes, det fyldte for meget.

---