Skyggen i mit øje

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Filmen om bombningen af Shell-huset og Den Franske Skole i 1945 er blændende fotograferet, musikken er smuk, der er flotte kostumer, men Bornedals film forbliver alligevel en sær pose blandede bolcher.

HAR DU TABT EN BLYANT? 

Man ved godt, hvad der kommer til at ske - det er det absurde ved at se en film om en historisk tragedie. Alligevel kan den godt slå hårdt og få selv den mest hårdhjertede biografgænger til at fælde mindst én tåre.

"Skyggen i mit øje" er Bornedal, når han er god - og værst. Som en pose blandede bolcher, hvor de gode bolcher fremmer, hvad der er hensigten: at skabe eftertanke og sætte ansigter på ulykkelige skæbner i et stykke tragisk danmarkshistorie. Mens andre bolcher giver kvalme og overdøver smagen fra de gode.

For filmen er blændende fotograferet, musikken er smuk og fuld af patosbelagte strygere, der er flotte kostumer og historiske gengivelser af Frederiksberg anno 1945 og britiske fly. Der er virkelig kælet for stilen, og man kan godt se, at der er blevet postet millioner i projektet. Men dialogerne er dog ofte mærkeligt afkoblede. Skuespillet er både lidt for lidt og lidt for meget, og flere plotlinjer og karakterer bliver aldrig helt forløst. Selvom Bornedal får en ensemble-fortælling til at spille sammen, så sidder disse anmeldere stadig tilbage med irritation over de mange huller i osten og ligeså over Bornedals efterhånden insisterende brug af overdreven billedsymbolik. Jo, vi forstår godt, at en otteårig dreng bliver traumatiseret, når han ser en bil med passagerer blive sønderskudt, men vi behøver ikke at se de skrøbelige æg på cyklens bagagebærer falde til jorden og smadres for at understrege pointen.

Nonner og nazister
I "Skyggen i mit øje” har Ole Bornedal kastet sig over bombningen af Shell-huset og Den Franske Skole i København under anden verdenskrig. En planlagt bombning af Gestapos hovedkvarter, der gik grueligt galt og medførte bombningen af en katolsk skole i nærheden med katastrofale følger.

Filmen følger børnene Henry, Rigmor og Eva, men man er lidt bange for at føle sig alt for investeret. Med hver deres personlighed bevæger de sig rundt i barndommen og ser alt i et børneperspektiv, som gør indtryk. De øvrige fortælletråde om Hipoen (dansk-nazistisk politikorps), nonnen og alle forældrene svinger rundt i egne melodramatiske baner mellem glæde, sorg, tvivl og anger i andet geled. Dommedagsuret og metronomen tikker løs i musikken, da en distraheret pilot letter i England, og så kan man ellers bare tælle ned til katastrofen.

Særligt nonnen Teresa er værd at hive frem. Hun er blevet en flagellant som pisker selv i et desperat forsøg på at møde Gud, som på alle måder har gemt sig bag krigen med kz-lejre og likvideringer. Hun kysser endda med Hipo-djævelen, for måske vil lynet så slå ned i hende, så hun kan vide, at Gud stadig er der? Guds straf er bedre end Guds ikke-eksistens for hende, for så ville hun i det mindste ikke behøve at tvivle længere. Og samtidig skal hun svare på børnenes spørgsmål om, hvorfor Gud ikke griber ind. Hun forklarer det med, at Gud jo altid er der - men han kan jo blive distraheret! Måske har han tabt en blyant, og de 3 sekunder, der går med at finde den, kan jo være hårde, når de skal omregnes til mennesketid i forholdet 1 dag til 1000 år ... Det abstraherer børnene selvfølgelig fra på deres måde. Andre børn manipulerer hun også gerne med for at få dem til at tro, mens hendes egen tro langsomt forsvinder.

Bornedal og Gud
Spørgsmålet om Guds almagt i en ond verden (teodicé) er på mange måder et samlende tema i Bornedals fortolkning af begivenhederne. Svaret udebliver, mennesker dør og opgiver håbet, mens den, der hjælper sig selv, måske kan kæmpe sig igennem. Og samtidig har han jo som auteur i denne fortælling langt mere magt end Gud. Han kan godt skabe årsag og virkning mellem hændelser og få det hele til at give mening, når menneskeskæbner vikles ind i hinanden og forårsager det ypperligste smertens drama. En traumatiseret soldat og en udsplattet måge på flyvinduet, brikkerne passer smukt sammen hen imod tragedien.

Fortælling og virkelighed kommer på den måde til at stå i skarp kontrast til hinanden. Det handler om vores behov for at finde en forklaring, en dybere mening. Og den gives i filmen, mens vi så alligevel spises af med en slags ambivalent happy-ending lige før rulleteksterne med navnene på dem, der faktisk døde under ulykken. Man sidder tilbage og er lidt i tvivl om, hvorvidt man har været vidne til en omgang skamløs følelsesporno eller et genuint livtag med en af danmarkshistoriens mest grufulde begivenheder. Måske var det begge dele – en pose blandede bolcher.

Filmens stærke teologiske vinkel om lidelser for uskyldige og vilkårligheden i det skete på Den Franske Skole, giver dog filmen noget kant og en smule seværdighed med de spørgsmål, den også efterlader.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---