Skyfall

Af: Carsten Riis Jensen
Filmen er en tilbagevenden til nogle af de klassiske elementer fra de første film og en værdig markering af 50 år med agenten og filmhelten James Bond.

Da jeg i sin tid anmeldte forgængeren til "Skyfall", dvs. James Bond-filmen Quantum of Solace, skrev jeg til sidst: "Det bliver interessant at se, hvordan han er i den næste film. For min egen del håber jeg på mere end bare en actionfilm. Gerne noget af den psykologiske twist, der var i "Casino Royale"."

Daniel Craig har nu spillet James Bond i tre film. Den første, "Casino Royale", var en reboot af serien. Den anden, "Quantum of Solace", var rippet for næsten alt det, der førhen hørte til afkrydsningslisten over ting, der ifølge kendere "bør" være med i en James Bond-film. Hvad så nu, med den nye "Skyfall"?

50 år er der gået, siden den første Bond-film. Det er altså jubilæumsår, og det mærker man i "Skyfall". Her bliver reboot'en nemlig fuldendt med en tilbagevenden til nogle af de klassiske elementer fra de første film med Sean Connery. Jeg skal ikke afsløre for meget for dig, som ikke har set filmen endnu. Jeg vil bare sige, at det største smil på læben får du, hvis du på forhånd har set nogle af de gamle Bond-film.

Der ér psykologisk twist i "Skyfall", og det skyldes dels filmens trusselsbillede, og dels, at vi i filmen føres tilbage til James Bonds barndom og barndomshjem i Skotland, Skyfall. Samtidig præsenteres vi for en skurk, den tidligere agent Silva, som må siges at være Bond-filmenes svar på Jokeren i The Dark Knight. Han spiller formidabelt. Og jeg skal straks sige, at det gør Judy Dench i høj grad også i rollen som "M".

Den nye Bond-film har helt tydeligt taget ved lære af Nolan-brødrenes Batman-trilogi med fokus på fortælling af heltens personlige historie.

Det er interessant at se, hvordan trusselsbilledet har ændret sig i Bond-filmene. I "Skyfall" er det ikke længere den kolde krig, kommunister eller muslimske terrorister. Truslen kommer indefra: Nationen har svigtet, det britiske imperium har svigtet og ofrer sine agenter, som rådner op i torturceller i det politiske spils navn.

Det er denne utilfredshed med selveste imperiet og nationen, der skaber nye fjender og et nyt trusselsbillede i "Skyfall".  Det falder godt i tråd med briternes aktuelle forhold til regeringen og systemet: De føler ikke længere stolthed og loyalitet mod nationen, fordi de føler, at nationen – systemet – ofrer dem i stedet for at være til for dem.

Det er desuden interessant at se, hvordan Bond selv har udviklet sig, og hvilket menneskesyn og samfundssyn, han afbilleder og repræsenterer. Bond er indbegrebet af "coolness", men de forskellige skuespillere har også bidraget med forskellige vinkler på Bond:

Sean Connery var charmerende og karismatisk, Lazenby (i kun én film) var en parodi på Sherlock Holmes med pibe og skotskternet jakke, Roger Moore var selvparodisk (i forhold til hans rolle i "De uheldige helte"), Timothy Dalton var en alvorlig actionhelt, Pierce Brosnan var militærmand og charmør, og endelig er der så Daniel Craig, som er seriens mest "rå" og muskuløse Bond. Samtidig tilfører han figuren noget emotionelt komplekst og moralsk tvetydigt.

Også kvinderne har Bond et komplekst og tvetydigt forhold til (og i den nye, "Skyfall", får man en anelse om, at han måske også har homoseksuelle tendenser). Bond har igennem årene været i seng med et utal af kvinder, og ofte er kvinderne reduceret til rene sexobjekter.

Først med Daniel Craig får vi en forklaring på, hvorfor Bond har dette forhold til kvinder. I den første Daniel Craig-film, "Casino Royale", er Bond dybt forelsket (som i "I hendes majestæts tjeneste"), men hun forråder ham, og han vælger – som det passer sig for tidens emotionelle kompleksitet – at dække over sine følelser med "kølighed" og professionalisme.

I en artikel om Bond-myten skriver Tony Watkins om Bond, sex og Bibelen:

"Der er noget i os, der længes efter intimitet med det modsatte køn – det er sådan, vi er skabt. James Bond føler den samme længsel – måske især på grund af hans urolige og farlige liv. Men Bibelen lærer os lige så klart, hvad Guds standard er: Absolut troskab i ægteskabet og ingen seksuelle relationer uden for det. Kvindebedåreren Bond virker kun til at være interesseret i sin egen tilfredsstillelse. Han tænker kun lidt eller slet ikke på konsekvenserne af disse tilfældige seksuelle bekendtskaber. (…) Han kender kun alt for godt til smerten ved at miste en elsker, (…) men tilsyneladende er han ligeglad med, hvad kvinden, han forfører, føler bagefter. (…) Hvis Bond-filmene har et budskab, så synes det at være, at man bare skal omfavne den seksuelle frihed og være ligeglad med konsekvenserne." 

---