Skolen ved verdens ende

Af: Henrik Højlund
Velværet og meningsfylden stiger fra dag til dag for en ung lærer, da han mod sin vilje skal undervise i en skole i Bhutan, hvor der hverken er elektricitet eller mobildækning.

SMUKT OG ENKELT 

Indenfor de sidste par måneder har jeg set to film fra det, man kan kalde verdens udkant, et sted uden indflydelse på den globale udvikling, uden politisk eller kulturel opmærksomhed i den internationale verdenssammenhæng. Først var det filmen fra Mongoliet, Den gyldne jord, og nu senest en film fra det lille kongerige Bhutan, et naborige til Nepal, mindre end Danmark, med godt 800.000 indbyggere.

Jeg var begejstret for den første film. Den anden film, ”Skolen ved verdens ende”, gjorde mig næsten lyksalig. Jeg tænker stadig over hvorfor. Jeg er ikke sikker på, at jeg ved det, men her kommer anmeldelsen af en film, som bevægede mig dybt med indimellem våde, øjne, vel at mærke lykkeligt våde.

Historien er enkel
Den unge bhutanske mand, Ugyen, er i gang med sit sidste forpligtende år som skolelærer. Uddannelseskontrakten kræver, at man efterfølgende leverer minimum 5 års undervisning i en skole. Ugyen har fundet ud af, at lærerlivet er alt andet end det, han drømmer om. Hans drøm er at komme til Australien og få en sangerkarriere. Han søger om visum til det, men må samtidig meget modvilligt bøje sig for det 5. og sidste år som lærer. Og myndighederne tvinger ham til nogle måneder i landets fjerneste skole, en skole med 7-8 børn i landsbyen Lunana med 46 indbyggere.

Vejen til Lunana er lang og tung. I den lille by Gasa ender bilvejen, derefter er der 7 dages vandring i høje fjeldområder, som fører frem til landsbyen Lunana 4800 meter over havet. Og undervejs er det slut med kontakten til omverdenen via mobiltelefonen. Ugyen er kommet til verdens ende. Og han er ved at gå til af mismod og lede ved hele situationen, selvom han bliver mødt med stor varme og venlighed og hjælpsomhed fra hele den lille landsbys befolkning. Første dag melder han ærligt ud, at han ikke kan blive der, men er nødt til at vende tilbage til verden. Landsbyens leder accepterer hans ønske.

Men da der er gået nogle få dage, har situationen ændret sig for Ugyen. Der sniger sig en ny følelse af mening og velvære ind i ham ved det uhyre enkle liv i Lunana, med nul elektricitet, optænding af brændeovn med tørret yakoksemøg, undervisning i et meget simpelt lokale med meget simple skolemidler, og desuden en yakokse i bagerste del af lokalet, som har brug for at opholde sig indendørs. Velværet og meningsfylden stiger fra dag til dag, så det bliver svært med afskeden. Og da han lander i Australien, ender han med at synge sig tilbage til Lunana.

Fri for moderne storby-kulturliv
Hvorfor greb filmen mig fuldstændig? Jeg ved det som sagt ikke helt, men det enkle liv i ufatteligt smukke omgivelser med venlighed og hjælpsomhed som grundtone i det menneskelige fællesskab virker bare som en stærkt tiltalende modsætning til det moderne, globalt ensartede, storby-kulturliv, med præstationstrip og indsnævret fællesskab med få ligesindede. Det er som retrætens ro og enkelhed og fokus kontra det daglige livs sus og fart i alle mulige retninger med konstant nye opgaver og forpligtelser og ambitioner og uopnåede ønsker.

Filmen kalder også på noget, der handler om at turde slippe åbenlyse og indlysende ambitioner om at nå frem i verden for i stedet at træde ind i det nære, det konkrete, det overkommelige, det man kan udfylde med dyb mening for få mennesker, uden at blive kendt og berømt.

At hvile er at tage ansvar for det vigtigste i livet
Som det lyder i den bibelske salme, jeg har bedt hver morgen i årevis: ”Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig” (Sl 123).

Der er også noget i filmens stemning, som flugter med noget af det, den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin betoner igen og igen, nemlig det om hvilen som noget af det vigtigste i livet. Som han sagde forleden i et foredrag på Himmelske dage i Roskilde: ”At hvile er at tage ansvar for det vigtigste i dit liv.”

Niels Nymann Eriksen sagde også noget i et interview for nylig, som filmen på sin egen måde bekræfter: ”Vi lever i et samfund med mange stimuli, der pirrer og vækker interesse og begær. Vi bliver ledt i alle mulige retninger, hvilket får os til at miste evnen til fordybelse og samle os om det centrale.”

Man vil givetvis kunne diskutere, om filmen i virkeligheden også er en lidt bastant måde til at fremhæve den meget selvbevidste og i flere tilfælde politisk massivt påtvungne bhutanske nationalkultur. Ligesom man også kan diskutere, om den fremstiller menneskenaturen i det enkle landsbyliv alt for harmonisk, lidt i stil med Folk og røvere i Kardemomme by, altså inderst inde er mennesket et godt væsen med potentiale til et jordisk paradis. Men hvis man forbliver i den følelse, filmen kan vække, uden at se det som en meget konkret, mulig livsstil, så tror jeg, den signalerer nogle meget afgørende supplementer til vores ellers alt for omsusede liv. Som Tomas Sjödin siger det i en af sine bøger: ”Du behøver ikke slå til. Det er nok, at du er til. Alt ud over det er bonus.”

Filmen er kommet på dvd.

---