Skønheden i alting

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
En sørgende forretningsmand gives en chance for at genopbygge sit liv, der ligger i ruiner efter sin datters utidige død.

SKØNHED I MEDGANG OG MODGANG

"Kærlighed. Tid. Død. Disse tre begreber binder samtlige mennesker på jorden sammen. Vi længes efter kærlighed. Vi ville ønske, vi havde mere tid. Vi frygter døden." Sådan sættes filmen i gang. Filmen igennem udforskes begrebernes indvirkning på en flok mennesker, der alle i et eller andet omfang erfarer det smertelige ved begreberne og siden må kæmpe for at se skønheden i dem. David Frankel leverer en film med et dygtigt ensemble af skuespillere, der vil én ting – røre dine følelser.

Lindring igennem abstrakte besøg
Howard er en succesfuld reklamemand, men da hans datter dør af cancer, ramler hans verden, hans ægteskab går i opløsning, og sorgen og savnet forvandler ham til en apatisk zombie. Tre af hans kolleger smertes ved at se deres forretningspartner gå i hundene for øjnene af dem, og i et forsøg på at komme ham til undsætning, ansætter de tre skuespillere til at opsøge ham som henholdsvis Kærlighed, Tid og Død for at sætte skub i Howards stagnerede sorgbearbejdning. Som filmen udfolder sig, får ikke bare Howard, men også hans tre kolleger rørt op i smertelige erkendelser, som ikke kan ændre på fortiden, men give lindring i nutiden og håb for fremtiden. Filmen giver mindelser til Charles Dickens Et juleeventyr, hvor fortidens, nutidens og fremtidens ånder hjemsøger en sagesløs sjæl for at genoprette dennes livslyst.

Lommefilosofi som metervare
Will Smith har i efterhånden en del film spillet patetiske roller med smerte i livet – mest nævneværdig er Syv liv og Jagten på lykke. Smith er her tilbage i en genkendelig rolle, der i sine tematikker og følelser falder helt i tråd med sådanne film. "Skønheden i alting" er en sentimental følelsesmanipulerende feelgood-film, og den type film har det med at dele vandende; enten kan man ikke udstå dem, eller også giver man efter for dem og bliver virkelig rørt. Anmelderne har givet denne film noget af et tur, hvilket er meget forventeligt, men lad dig ikke skræmme væk af det. Hvis du er typen, der kan lide feelgood-film, er denne bestemt en god en af slagsen. Som den legendariske filmanmelder Roger Ebert sagde: "Some people like to be emotionally manipulated. I do, when it's done well." "Skønheden i alting "har helt bestemt sin andel af tårevædede øjne og stemningsfuldt underlægningsklaver, men filmen har også noget på hjerte og en lektie at lære dig, hvis du er modtagelig for den. Man kunne godt forledes til at tro, at Gajol har været hovedsponsor for filmen, for hver eneste scene rummer lommefilosofiske visdomsord, men det er Hollywood, når Hollywood er mest hollywoodsk – omfavn det eller hold dig væk.

Mennesket som en dominobrik
Når tiden føles som et fængsel, kærligheden som en hån og døden som en nådesløs tyv, så formørkes tilværelsen. Filmen bærer et smukt budskab om, at der findes skønhed over alt. Filmen understøtter dette billedligt gennem små smukke ting midt i storbyens travlhed – en lyserød sløjfe omkring en lygtepæl, en kvartet der synger i metroen, Central Park som en grøn oase midt i asfaltjunglen. Og Smiths karakter opstiller lange rækker af dominobrikker, som han efterfølgende vælter. En analogi der udtrykker, at mennesker ikke er øer, men påvirkes af folk omkring os. Samtidig udtrykker filmen, at der både er noget smukt i en stor opstilling af dominobrikker og i væltningen af disse – med det rette perspektiv har såvel opbygning som nedrivning en iboende skønhed.

Døden – ikke på vilkår!
Selv om filmen er sentimental, er den ikke naiv. Smiths karakter har prøvet at finde mening i det meningsløse, men har bare fundet alverdens lyrik, religion og velmenende råd utilstrækkelige i mødet med et uigenkaldelig tab. Mon ikke også kristne midt i den afgrundsdybe smerte kan opleve vennernes og Bibelens ord som tomme floskler, der ikke lindrer. Alle mennesker vil stundom opleve tab og død, hvorfor vi vel burde acceptere dette livsvilkår, men vi kan bare ikke forlige os med det. Som kristne må vi holde fast i, at det er helt naturligt at føle indre strid i mødet med døden, for vi ved, at den ikke er naturlig – en verden med død er en ødelagt verden, som trænger til genoprettelse.

---