Skjult

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Det bliver klart for seeren, at der, hvor der ikke er tilgivelse og forsoning, vil skylden æde dig op.

"Skjult" åbner med en lang sekvens: Kameraet observerer et hus. Vi ved ikke, hvem der bor der, vi ved ikke, hvorfor kameraet filmer netop dette hus; og vi ved ikke, hvem der står bag kameraet. Men vi finder ud af, at huset beboes af en tv-vært, Georges, og hans kone Anne, der arbejder som redaktør på et forlag - samt deres søn. En dag ligger der en videokassette på trappen. Den indeholder netop denne overvågning af deres hus. Ægteparret forstår det ikke - hvem er det, der udspionerer dem? Hvad har de gjort for at skulle udsættes for sådan en ubehagelighed? De slår det hen, ler af det, prøver at glemme det. Men strømmen af kassettebånd fortsætter. Nu er det pludselig Georges' barndomshjem, der er blevet filmet. Hvad er det, der foregår? De kontakter politiet, men uden resultat, mens de bliver ved med at modtage videobånd.

Den østrigske instruktør Michael Haneke er en mester i at dissekere den menneskelige følelse af ubehag. Det betyder dog ikke, at han har lavet særligt anbefalelsesværdige film; hans prisvindende filmatisering af nobelprisvinderen Elfriede Jelineks "Klaverlæreren" er en af de mest modbydelige film det nye årtusind har budt på. Og med "Funny Games" og "Bennys Video" demonstrerede han en pervers evne til at provokere for provokationens skyld med klamme stiløvelser som trælst resultat. Det er ikke just sådan en instruktør, man forventer at få en af årets bedste og mest moralske film fra. Men "Skjult", som bl.a. vandt den europæiske filmpris som årets bedste i 2005, bliver netop både overraskende - og moralsk.

For, som filmen skrider frem, viser det sig, at den slet ikke handler om, hvem det mon er, der overvåger Georges og Anne, der fremragende spilles af de franske koryfæer Daniel Auteuil og Juliette Binoche. Haneke er interesseret i at vise os, hvad det gør ved Georges og Anne at havne i den situation, de pludselig befinder sig i.

Den nødvendige tilgivelse
I sin desperate søgen efter at forstå, hvem det er, der overvåger familien - altså, hvem der har noget imod dem - springer en betændt, dårlig samvittighed op hos Georges. Noget er hændt for mange år siden; noget han igen og igen forsøger at overbevise sig om, at han var uden skyld i - men det "noget" bærer han altså så mange år senere stadig en dårlig samvittighed over. Og dén forstyrrende følelse må han blive sig kvit, så han begiver sig ud på en rejse tilbage i sin erindring og opsøger samtidig det menneske, der som Georges ser det, er den eneste, der kan have gjort det ubehagelige at overvåge familien.

I en af de mest chokerende scener jeg længe har set, får det naturligvis fatale konsekvenser, at Georges på denne måde vil kæmpe sig fri fra skyld og revidere det, hukommelsen så ubarmhjertigt klart erindrer. Og det bliver klart for seeren - og måske også for Georges - at der, hvor der ikke er tilgivelse og forsoning, vil skylden æde dig op. Man kan sige, at fortiden indhenter Georges, men det er ikke helt korrekt: Det er Georges selv og hans egen erindring, der nægter ham at søge tilgivelse - med frygtelige konsekvenser.

Dermed siger Haneke og filmen måske utilsigtet noget dybt og sandt om tilgivelsen - uden egentlig at sige det. For en Georges, der ikke lever i nåden og forsoningen, er ikke sat fri. Erindringen og skylden hjemsøger ham og driver ham ud, hvor han ikke kan bunde. En kristen derimod må leve i frihed og fred - i tilgivelse. Vores fortid må vi tro tilgivet - og vi må tilgive os selv, for netop det, gør Jesus muligt. Og hvad måske er mere væsentligt: Vi får intet konstruktivt ud af at opsøge vores skumle fortid. Kun hos Jesus kan vores utilstrækkelighed forvandles til noget smukt og velgørende.

Tør vi så det? Tør vi lægge alt frem for ham, der døde på korset? Eller ønsker vi, at vore dybeste hemmeligheder skal forblive det, filmen fortæller os, de alligevel ikke kan forblive - nemlig skjulte?

---