Skildpadder kan flyve

Af: Henrik Højlund
Hverdagen i flygtningelejren i Irak er trøstesløs, og fremtidsudsigterne for børnene synes håbløse.

Kan noget godt komme fra Iran og Irak? Selvom også Frankrig er blandet ind i det?

Ja. Og måske det man mindst ville have ventet fra den kant – en film. Vi var syv mennesker i en stor biografsal, som havde en filmoplevelse af de helt sjældne.

Filmen tegner et fuldstændig usentimentalt billede af dagligdagen i en kurdisk flygtningelejr i Irak i grænseområdet op mod Tyrkiet lige før USA's invasion af Irak. De fleste af flygtningene er forældreløse børn. En del af dem lemlæstede efter uheld med landminer. Nu tjener de til dagen og vejen ved at indsamle udetonerede miner og sælge dem.

Hverdagen i flygtningelejren er trøstesløs, og fremtidsudsigterne for børnene synes håbløse. Filmens sære titel sigter måske til børnene – ”skildpadderne” – som af natur ikke kan ”flyve”. Forældreløse børn som skal noget, de af natur ikke burde kunne: sørge for sig selv og for hinanden. Men det kan de altså. Skildpadderne flyver. Midt i en stærkt, knugende historie er der vidunderlig meget medmenneskelighed og humor. Dertil kommer skuespil af fineste karat. Med næsten kun børn i hovedrollerne. Eller ”skuespil” og ”roller” – det er måske så meget sagt. For det drejer sig formodentlig om børn, der selv har levet lige midt i det, børn som også i virkeligheden mangler arme og ben og forældre.

Det er ikke en film fra Hollywood. Mads Mikkelsen er ikke med i den. Jeg aner ikke, hvem instruktøren er. Den gik ikke i Vejle og Horsens. (Men i Klovborg. Og en håndfuld steder mere, vil jeg tro). Men jeg tør godt sige, at det er meget længe siden, jeg har set så god en film.

---