Sinister

Af: Finn Andersen
En fars beslutninger om at flytte ind i et skummelt hus får uanede konsekvenser for familien. Det er en mørk og lidt langtrukken film med masser af gys.

"Sinister" betyder 'skummel', og filmen lever op til sin titel. Selvom der er lidt mere tænksomme afsnit i filmen, så synes jeg, at filmen er lidt langtrukken – og dermed kedelig. Der er for mange gentagelser, indtil vi når til de sidste minutter, hvor filmen bliver ekstra skummel!

Forfatteren Ellison Oswalt fik for 10 år siden et gennembrud, og han er desperat efter at opleve det igen. Trods familiens modvilje flytter de ind i et hus, hvor en hel familie bortset fra en datter, som forsvandt, er blevet slået ihjel. Ellison håber på at løse gåden om, hvad der egentlig skete, og få en ny bestseller.

Men han ignorerer advarsler fra det lokale politi, og han lyver igen og igen over for kone og børn og hævder, at de helt sikkert ikke har noget at frygte ved at bo dér i et i øvrigt rigtig pænt hus. På loftet opdager han en kasse med 8mm film. De viser den forrige families liv og deres voldelige død. Filmene hemmeligholder han for familien og ser dem i smug.

"Sinister" er meget mørk. Ellison sidder altid for nedrullede gardiner, og hele stemningen bliver meget skummel med mørk og dyster musik. I sidste ende bliver han og hans familie overlistet af en dæmonisk skikkelse, Mr. Boogie, Bøhmanden.

"Sinister" indeholder som sagt for mange gentagelser, hvor Ellison undersøger bump i natten. Der er også alt for mange scener med ham, hvor han stirrer på hjemmevideoer eller har besøg af spøgelser, der svæver omkring i hans hus. Det er ikke underholdende. Det, jeg har det sværest med, er ikke, at der er dæmoner i huset, men filmens slutning er deprimerende.

Movie Guide skriver, at det er trist, at instruktøren Scott Derrickson laver sådan en film. Han har tidligere været mere tydelig omkring sin tro og har fået ros for de kristne elementer i filmene Besat - The Exorcism of Emily Rose og The Day the Earth stood still.

Filmen får kun tre stjerner, for den er ikke kun fuld af gentagelser og kedsommelighed, men den er også deprimerende og frastødende. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er så glad for skrækfilm. Genren tiltaler mig ikke, og dæmoner er ikke til at spøge med.

Men for kendere er der måske noget guld her? Filmen scorer højt flere steder på nettet. Hvorfor? Flere kritikere mener, at filmen fornyer genren. Hovedpersonen gør det rigtig godt, musikken er også skummel og børnene er virkelig skumle Dog er der også nogle sjove indfald. En lokal politimand vil fx være med, og Bøhmanden lever op til sit navn. Til sidst, da Ellison sætter alle de små film sammen, lægger filmen op til det helt store gys.

Der er også andre emner, der tages op. Taler forældrene virkelig sammen? Kan en ægtefælle virkelig opføre sig så lavt for at forfølge sin drøm? Træffer Ellison troværdige beslutninger, når vi ser børnenes reaktioner?

Mens rulleteksterne kom på skærmen tænkte jeg over følgende:
- Har skræk-film en berettigelse?
- Er der et budskab om håb og glæde i dem? Eller er det bare sjov og ballade til fælles tidsfordriv?

Mere om gyserfilm i Ondskabens lærred.

---