Silver Linings Playbook

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Med ny og frisk mærkelighed i form, karakterer og dynamik, tager Jennifer Lawrence og Bradley Cooper os med på en kærlighedsrejse ud over de sædvanlige konventioner inden for genren.

Filmen "Silver Linings Playbook" har på mange måder skilt sig ud fra moradset blandt de mange andre film i genren: oscarbelønnet og rost til skyerne over hele linjen. Så vi var spændte på resultatet – samt vores forhold til den romantiske komedie.

Bradley Cooper spiller den psykisk lidende Pat, som netop vender hjem for at bo hos sine forældre efter et behandlingsforløb på den lukkede. Hans kamp består i at få sin kone tilbage, efter hun var ham utro med lektoren i historie. I hjemmet venter den OCD- og ludomanramte far, spillet af Robert de Niro, på, at sønnen giver ham "gode vibrationer", så hjemmeholdet kan sejre. Samtidig møder han uundgåeligt det romantiske projekt: Tiffany, i skikkelse af Jennifer Lawrence, som den lige så psykisk ustabile outsider. Og det er så her, kærlighedshistorien kan begynde.

Så langt så godt. Og mon ikke de får hinanden til sidst? Alligevel er der en lang række variationer mellem denne film og den ellers så kendte lyserøde pladderromantik, som Hollywoods maskineri ellers sprøjter ud med jævne mellemrum. "Silver Linings Playbook" er anderledes. Vi har en teori om hvorfor:

1. Den handler om mennesker, som alle er brudte. Hovedpersonerne står som de officielt sindssyge, outsiderne, der falder udenfor i måden de taler og er på. Men også hele persongalleriet, med Robert de Niros far, som den mest tydelige, mens både mor, bror og vennen tydeligt kæmper og drives af hver deres indestængte selvbillede. Måske går filmen for vidt, men det fede er, at det ikke er drømmen om succesfyldte idealbilleder, der sælges, men bare helt almindelige ødelagte mennesker, der prøver at få kærligheden til at fungere.

2. Den forholder sig selv ironisk til "happy endings". I en fantastisk scene, hvor Pat vækker sine forældre klokken midt om natten for at brokke sig over Hemmingway. Han har nemlig lige læst Farvel til våbnene færdig, hvor forfatteren ikke slutter, hvor han burde, men i stedet spoler nogle få år ekstra frem, hvor pigen dør. Og hvordan i alverden mener Hemmingway at kunne tillade sig det? Ved han ikke, at kærligheden overvinder alt? Alt dette får hans forældre så at vide klokken tre om natten.

3. Komikken er personbaseret frem for jokebaseret. Normalt er komikken i denne slags film reserveret til, at prinsessen gør noget pinligt med jævne mellemrum, og ellers er det bøssevennen, som er ansvarlig for at komme med halvplatte vittigheder præcist hvert tredje minut. I denne film er alle personerne sjove, fra den desperate, men viljeløse ægtemand, til den maniske sorte bror fra galeanstalten. Muligvis griner vi mere af dem end med dem, men det skyldes først og fremmest mesterligt skuespil hele vejen rundt.

4. Filmen vælger mandens synsvinkel frem for kvindens, og herigennem fremstår de to køns kærlighedssyn og handlemåde forskelligt. Pat har ikke et stort hul i sit liv, indtil han finder sit livs (nye) kærlighed i Tiffany, for det havde han teknisk set allerede gjort i sin kone. Egentlig ønsker han bare status quo tilbage. Så, hvor der ofte i genren indledes en lang jagt for at score manden eller kvinden i sit liv, er dette snarere en rejse, hvor det langsomt, men sikkert går op for Pat, at det egentlig er Tiffany, han elsker.

5. Kameraføringen er håndholdt og med konstant skiftende fokus. Tit skifter den til "eye-cam" og afslører, hvad personerne ser og bemærker omkring sig og ved hinanden. Det er stressende, men det virker. Og det er igen noget af det, der gør, at den lyserøde og idealiserede stemning omkring filmen forsvinder.

Vi ser ikke os selv som eksperter ud i genren og regner med, at enkelte eksperter kan fortælle os, at sådan gør de altså også i "27 Bryllupper" eller "10 Things I Hate About You". Men disse fem punkter er vores analyse af, hvad der gør, at "Silver Linings Playbook" bliver en mere troværdig og realistisk kærlighedshistorie end så meget andet. Selvom de grundlæggende spilleregler for genren selvfølgelig stadig er overholdt.

---