Sidste bud/One Last Deal

Af: Ketty Dahl
En skøn finsk film om en afdanket kunsthandler, der finder et maleri af en russisk mester. Filmen er lavmælt og overrasker med sin kristne symbolik.

FINSK FILM OVERRASKER 

Finsk film ....hm ... jeg havde alle fordomme og parader oppe, da jeg så, at ”Sidste bud” var finsk, for finske film har altid virket kedelige, melankolske og grå på mig, desto herligere er det, når ens fordomme gøres til skamme.

Olavi er en ældre, afdanket kunsthandler med en forretning, der mildest talt ikke kører særlig godt. Det er som tiden har stået stille i mange år i Olavis støvede forretning. En dag får Olavi en opringning fra sin datter med en forespørgsel, om hans teenagebarnebarn, Otto, må komme i praktik i kunstbutikken. Olavi har ikke haft noget at gøre med sin familie i flere år, og han kender knap sit barnebarn, han har derfor stor uvilje mod at skulle ”passe teenageren”.

Olavi finder på en kunstauktion et lille maleri af en ukendt kunstner, som han bliver meget interesseret i. Han bliver helt opslugt af at finde ud af, om han har fundet et værdifuldt maleri, og mens der langsomt opstår en slags forståelse mellem morfar og Otto, så sættes Otto også på opgaven at løse gåden om maleriet samtidig med, at Olavi fører drengen ind i kunstens verden og åbner hans øjne for den klassiske kunst. Det billede, de undersøger, viser sig at være af en russisk mester, der har malet Kristus. Og så skal der ikke afsløres mere af handlingen her.

Tankevækkende symbolik
Trods den finske langsommelighed i fortællestilen og den lavmælte måde at fremføre historien på ledsaget af melankolsk musik, så er det en skøn lille film, der også rummer stærke følelser. Det er en film, man skal give sig god tid til, den er ret forudsigelig, men alligevel med en særegen ro. En film om en kunsthandel, der udvikler sig til et stille familiedrama på de indre linjer.

Filmen giver på en meget konkret måde mindelser om Jesu lignelse om købmanden, der opdagede en særlig kostbar perle og solgte alt, hvad han ejede for at få den, dog uden at dette er, hvad man vil kalde en decideret kristen film, - Olavi forholder sig egentlig ikke til, at det er Kristus, der er på billedet. Alligevel får Kristusbilledet afgørende betydning. Men tankevækkende er det, at kunsthandleren, som prøver at spænde ben for Olavis handel, ligner djævelen. Lige så tankevækkende er det også, at Jesus ikke er sådan en, man bare køber og sælger. Derimod hænger han der i Olavis stue og iagttager den gamle mand, der i mange år har været en superegoist og ikke har haft øje for andre end sig selv, og slet ikke for datteren og barnebarnet, som har haft det svært.

Filmen er således spækket med forholdsvis let tolkelig symbolik, men det gør den ikke dårligere, - der er alligevel noget at tygge på og tænke over, og den sætter sig i en. For hvad er der ved at vinde hele verden og blive rig, hvis du mister dig selv i forhold til både Gud og næsten.

Flere af instruktøren Klaus Härös tidligere film viser faktisk, at han ofte inkluderer en kristen symbolik i sine film, men det vidste jeg ikke, da jeg skrev anmeldelsen. Se bl.a. i følgende anmeldelser: Letters to Father Jacob, Elina – som om jeg ikke fandtes, Mother of Mine, Fægteren.

Filmen er kommet på dvd og kan lånes på bibliotekter. Søg evt. på instruktørens navn eller den finske titel.

---