Sicario

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En stor politiaktion skal få styr på narkokriminalitet og smugling på grænsen mellem USA og Mexico. De går lige til grænsen for - eller måske et godt stykke over den grænse, som et civiliseret samfund har for magtanvendelse.

NÅR POLITIET GÅR OVER GRÆNSEN
Narkotika-kartellerne i Syd- og Mellemamerika er ekstremt voldelige. Det bliver en film om bekæmpelse af narkokriminalitet ved grænsen mellem USA og Mexico derfor også. "Sicario" er ikke en undtagelse. I løbet af filmen bliver omkring tyve personer med koldt blod dræbt med et par velrettede skud. Vi oplever nedskydningerne og ser lidt blodstænk, men der dvæles aldrig ved skudsår eller ansigtsudtryk hos de dødeligt sårede. Scenerne i begyndelsen af filmen med allerede afdøde er faktisk de mest ubehagelige.

Når filmen opleves intens og voldelig, selv om den undgår splattereffekter, skyldes det godt håndværk hos instruktør, fotograf og naturligvis skuespillere, og et lydspor med en usædvanlig dyster form for musik - hvis man kan kalde de uheldsvangre lyde sådan. Ved hjælp af flotte landsskabsbilleder - ofte fotograferet fra luften - skabes der afstand mellem de intense scener. I øvrigt er der ikke ret mange åndehuller, selv om filmens hastighed er moderat. Vi får tid til at opleve scenerne, som flere gange skildres i realtime, så hvert eneste skridt er med, når fx et heftigt bevæbnet team skal rydde en smuglertunnel. En del af filmen ser vi gennem natbriller, termofotografering, overvågningskameraer, satellitfotos og håndholdte kameraer. Det giver en oplevelse af selv at være med på stedet.

Filmen har et budskab, eller den ønsker måske snarere at rejse en debat. Den spørger, hvor langt myndighederne har lov til at gå for at få styr på narkosmuglingen og kartellernes myrderier. I grundloven og andre love for retsvæsen og opretholdelsen af lov og orden findes der grænser for myndighedernes anvendelse af vold, og der værnes om borgernes retssikkerhed. Filmens budskab er, at disse grænser skubbes for at opnå et større gode. En af dem, der taler på politiets vegne i filmen, siger, at grænserne er flyttet, og dem, der har gjort det, er ikke ansatte - de er valgte. Det er med andre ord noget, der er politisk ønsket. Men de fleste politi- og militærfolk i filmen er nu heller ikke bange for at skubbe til grænserne. Det opleves alt sammen meget udansk, men når vi er med i internationale militære operationer, sker det nok ofte i samarbejde med folk, der har de holdninger, som filmen afspejler.

Filmens moralske vogter er Kate Macer (Emily Blunt) og til en vis grad hendes makker. Hun er såkaldt forbindelsesofficer og skal sikre, at alt går efter bogen. Hun kommer gang på gang i klemme, fordi det ikke går efter bogen, men det forventes, at hendes rapport ikke har et eneste anklagepunkt. Dette etiske dilemma er universelt og ikke specielt kristent, men det er noget, vi alle bør forholde os til. På en måde ligner det lidt det spørgsmål om selvtægt, som den samme instruktør har udfoldet i Prisoners. Der handler det om selvtægt hos civile. Her handler det om selvtægt hos politiet.

Sicario betyder i Mexico noget i retning af lejemorder. Men det har også noget af den oprindelige betydning med. Ordet kommer af zelot, der på Jesu tid betegnede en jøde, der kæmpede mod romerne, ofte med snigmord. Filmens spørgsmål er, om det er i orden at bruge snigmord for at få styr på narkokriminaliteten. Dette spørgsmål trænger sig på, også selv om man ser filmen alene for underholdningens skyld. Det kan man nemlig godt, hvis man er til det lidt dystre med realistiske personskildringer og noget spænding.

---