Séraphine

Af: Nicolaj Wibe
I denne dejlige, langsomme film bruger en vaskekone natten til at male kunstværker. Da en kunstkritiker får øje på hendes talent, stiger det hende til hovedet.

Séraphine er vaskekone og slæber sig rundt til småjobs for at tjene lidt håndører. Hun skal bruge pengene, når dagens arbejde er slut. Natten bruges til at male med fingrende. Vi er i Frankrig, 1914. I et miljø, hvor en vaskekone ikke får en chance for at være og blive andet. Tilfældigvis opdages hendes kunstneriske evner af den ansete, tyske kunstkritiker, Wilhelm Uhde (Ulrich Tukur).

Séraphine er en stor, rund kvinde. Uelegant og mærkelig som hun trisser rundt dér på sine bare tæer. Man fornemmer, at der er noget galt i hendes sind. Hun snakker med sig selv. Får hints fra sin skytsengel til at male. Hun hører stemmer. Hun er en underlig kvinde, som ingen regner for noget, og havde kunstkritikeren Uhde ikke opdaget hendes talent, var hun aldrig blevet opdaget. Til gengæld blev det hendes mentale fallit at blive opdaget.

Det er en meget, meget stille film. Lange scener uden meget lys eller lyd. Virkelighedstro uden at blive for triviel. Vi skal langt ind i filmen, før vi opdager, hvad det er, Séraphine har gang i, og endnu længere, før vi opdager, hun er syg. Eller er hun? Hendes billeder er smukke blomster. Men ser man efter, er de kun umiddelbart smukke. De indeholder også fæle dæmoniske øjne, grusomme strittende fangarme, og det er næsten som om, de sender had ud mod beskueren.

Var hun ikke blevet opdaget som en dygtig kunstner med talent, havde hendes evne til at udtrykke sig på lærredet måske været nok til at ventilere hendes befinden sig på kanten til det sindssyge. Da hun blev opdaget, stoppede ventilationen. Opmærksomheden blev for meget, og ventilationen gennem kunsten var ikke længere nok til at holde sindssygen på afstand.

Man fristes til at spørge, om ikke vi alle har brug for "ventilation af sindet" for at holde os på ret køl? Det er ikke kun for nydelsens skyld, skov og strand opsøges af os mennesker. Det er ikke kun for motionens skyld, alle løber sig en tur i ny og næ. Nej, ubevidst fornemmer man, at man i sit sind har brug for det. Séraphine havde måske den slumrende sindssygdom tættere på end de fleste. Her er hun i godt selskab med mange kunstnere!

Jeg ville gerne give filmen mere end 4 stjerner. Når jeg holder igen, skyldes det – trods det, jeg har skrevet – at filmen alligevel bliver for langsom, tenderende til kedelig. De 4 stjerner gives helt primært for filmens vigtige fortælling, som sagtens kunne gøres tyk og klichéfyldt, men som holder sig på lang afstand af den slags.

---