See How They Run

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En producer vil lave en film efter Agatha Christies succesfulde teaterstykke Musefælden. Manuskriptforfatteren og instruktøren er uenige om filmen, og så sker der et mord.

AGATHA CHRISTIE PÅ EN ANDEN MÅDE 

Filmen følger de klassiske regler for et britisk mord-mysterium. Her er den alkoholiserede og ikke alt for smarte Scotland Yard-detektiv, og hans uerfarne, men ivrige og ret smarte assistent. Her er et dramatisk mord og en række maleriske figurer, hvoraf en del undervejs fremtræder som mulige skyldige. Her er rappe replikker og en spænding, som ganske vist ikke er særlig dominerende, men den strækker sig over hele fortællingen.

Fra teater til film
Og så er det alligevel ikke endnu en film i den lange række af remakes af de klassiske Agatha Christie og Conan Doyle-titler. "Se How They Run" er en selvironisk skildring af planerne om at filmatisere Agatha Christies teaterstykke Musefælden (The Mousetrap). Tidspunktet er festen i 1953 for opførelse nummer hundrede af teaterstykket, og handlingen kredser om de diskussioner filmatiseringen skaber mellem producer, manuskriptforfatter, instruktør, teaterfolk med flere. Disse diskussioner er interessante for filmnørder. Det er filmens mange hints til andre film også. For eksempel dukkede Hercule Poirots residens på et tidspunkt op i baggrunden. Men man behøver ikke være filmnørd for at nyde "Se How They Run".

Filmen kan først og fremmest underholde. Det er svært at se, at den har andre markante ønsker end det. En række kendte skuespillere, som i andre film har haft seriøse karakterroller, får her lov til at slå sig løs i en gennemført komedie - og de nyder det helt tydeligt. På ægte britisk vis formår filmen at fortælle historien underfundigt og underspillet. Der er maleriske, kærligt karikerede karakterer, som tenderer rene klicheer. Der er skøre scener, som ind imellem leder tanken hen på Gøg og Gokke, men uden at ende i det platte.

Først og fremmest underholdende
Det giver ikke meget mening at gennemgå de mange flotte skuespilpræstationer, men én skal dog nævnes. Det er    Saoirse Ronans portræt af den unge uerfarne Constable Stalker. I kraft af sit fine spil gør hun detektiv-assistenten til den hovedperson, som de mange andre cirkulerer omkring. Og der er mange andre, men det lykkes at holde så meget styr på fortællingen, at vi kan følge med.

Der kan være to grunde til at se filmen. Den første er, at man gerne vil underholdes af en uforpligtende, morsom og fremragende fremført historie. Den anden er, at man interesserer sig for Agatha Christie og hendes univers inklusive de mange filmatiseringer af hendes værker. Hele filmens bagtæppe er historisk. Hovedpersonerne er alle taget fra virkeligheden - undtagen detektiverne og morderen. Musefælden blev filmatiseret, og som teaterstykke er det verdens mest succesfulde. Det har været på plakaten på teatre i London uafbrudt siden premieren, og det går stadig med mere end 28.000 opførelser bag sig.

Kan ses på Disney+.

---