Season of the Witch

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En middelalder-gyser med sværdfægtende korsriddere, hekse og magiske kampe mod dæmoner.

Vi er i korstogstiden. Behmen (Nicolas Cage) og Felson (Ron Perlman) er to dygtige korsriddere, der gør sværdene røde i Mellemøsten. Efter uenighed med ledelsen deserterer de to og vender hjem – og opdager, at pesten har lagt det meste af deres land øde.

Kirkens ledere mener, at pesten skyldes en sort heks (pigen Anna, spillet af Claire Foy), som de har fanget. Behmen og Felson står i valget mellem at blive henrettet som desertører eller at ekskortere den formodede heks til et fjerntliggende kloster, hvor munkene kan afgøre, om hun er heks eller ej. Og hvis hun er heks, kan de med deres magiske bog stoppe hende og dermed pesten.

 Så de rider af sted med et hestetrukket heksebur. De følges med en anden ridder (spillet af danske Ulrich Thomsen!), en præst, en ung messedreng og en omrejsende svindler, der skal vise vej gennem det farefulde terræn. Filmen falder i tre dele. En kort indledning, hvor vi ser de to korsriddere i aktion i Mellemøsten. Turen med hekseburet. Og som den kraftfulde slutning de begivenheder, der udspiller sig, da de når frem til klosteret.

Overnaturlig ondskab
Undervejs på turen spilles der på uvisheden: er Anna virkelig en heks, eller er hun bare en uskyldig ung kvinde? Undervejs bliver det mere og mere tydeligt, at der er noget overnaturligt ved hende, og ikke alle i følget når levende frem. Da de ankommer til klosteret, venter der dem mange overraskelser – den ene mere uhyggelig og ubehagelig end den anden. Midtpunktet er en bog med magiske remser, der kan overvinde trolddom og djævelskab. Kampene i klosteret er både med sværd og med oplæsning af remser.

Pu ha
Egentlig skulle plottet lægge op til en underholdende aften med ridderkampe og gys. Og vel er der begge dele – det er bare kvaliteten, der er problemet. Plottet hænger ikke så godt sammen, filmens effekter og scener er ret lavbudget-agtige, skuespillet svarer desværre til manuskriptet og ikke til skuespillernes normale standard og det planlagte gys ender ofte i en ufrivillig trækken på smilebåndet. Der er nogle ret ok sværdslag, men de savner variation – både Cage og Perlman har i andre film givet os en helt anderledes klasse af action!

Klicheer
Der kommer et tvist i historien til sidst, der skaffer filmen sin tredje stjerne. Men ellers går den fra kliche til kliche. Filmen har den desværre klassiske karikatur af den romerske kirke som en fuldstændig fanatisk, blodtørstig, barbarisk magtmaskine uden hensyn til hverken Gud eller mennesker. Der har i virkelighedens verden været mange nuancer og spændinger – og mange ærligt troende mennesker. I filmen præsenteres sidstnævnte gruppe vel egentlig mest af de to korsriddere, der til sidst får nok af al det slagteri af uskyldige. Men ellers tænker de ikke meget på Gud. I denne sammenhæng er det måske messedrengen, der fremstår som den eneste med integriteten i behold. Der sker en ret ikke-autentisk sammenblanding af besættelse og heksekunst. Det har heller aldrig været kirkens stil at bruge magiske remser over for besatte – de befries ved brug af navnet Jesus Kristus og ikke ved en masse magiske ord.

Lidt autentisk er måske derimod skildringen af den forvirrede sammenblanding af personlighed og dæmon, der ofte ses hos besatte mennesker. Da en dæmon viser sig i egen skikkelse, er det også den klassiske skikkelse fra senmiddelalderlige malerier. Så lidt autentisitet er der dog. Men se den med en stor cola til at skylle det ned med!

---