Saving Mr. Banks

Af: Carsten Riis Jensen
Af: 04
En skøn film, der indeholder meget mere end Disneys kamp om rettighederne til at filmatisere Mary Poppins. Der er stof til eftertanke og modsigelse.

MR. BANKS SÆTTES FRI - I FANTASIEN
Tag endelig ikke fejl! Umiddelbart virker filmen til at handle om, hvordan Walt Disney kæmper en kamp for at få rettighederne til at filmatisere historien om Mary Poppins.

Men der er heldigvis – heldigvis! – langt mere end det i "Saving Mr. Banks". For efter blot få minutter er man som biografgænger godt klar over, at her bliver der fortalt en vigtig skæbnehistorie.

Og filmens absolutte stjerne, Emma Thompson, er en så fremragende karakterskuespiller, at man drages af hendes historie, fordi det er så tydeligt i hendes ansigtsmimik, at der foregår en masse inde i hendes hoved og tanker, som låser hende fast og gør, at hun ikke vil slippe manuskriptet og overgive det til Disney-koncernen.

Pamela L. Travers, som skrev historierne om Mary Poppins, nægter at lade Disney lave en film, selv om hun er økonomisk hårdt trængt og har brug for pengene. Disney inviterer hende til filmstudierne, hvor en lang, sej kamp med at gøre Travers tilfreds begynder.

Men i lange flashback-scener forstår vi som tilskuere, at Travers’ stædighed og uforskammethed ikke bare er kedelige karaktertræk ved hende, men skyldes alvorlige begivenheder i hendes barndom.

Vi føres tilbage i tiden og møder hendes familie og især hendes far – spillet af Colin Farrell – og den relation, de havde. En relation, som ender med at påføre Travers både skyldfølelse og en følelse af, at hun skal beskytte og værne om sin fars minde, selv om det smerter hende. Alle disse ting har hun, ubevidst, overført til historierne om Mary Poppins, og derfor er der stor alvor bag hendes kamp for, at filmen ikke bare skal blive pjattet Hollywood-underholdning.

Der er heldigvis mange lag i denne film. Der er historisk og psykologisk drama, og Emma Thompson er som nævnt en fremragende karakterskuespiller, så hun formår at gøre filmen til en stor oplevelse.

Filmen indeholder god dialog, også mellem Walt Disney og Travers, og da det efterhånden går op for Disney, hvad der gemmer sig bag Travers' stædighed, ender han med at sige de forløsende ord: "Livet er en hård straf at idømme sig selv." Altså: Den skyldfølelse, du kæmper med, har gjort, at du har besluttet dig for at straffe dig selv resten af livet i den måde, du lever på. Det er en meget hård straf at give sig selv. Det er stærkt sagt, og – set fra et kristent, forkyndende synspunkt – en afgørende pointe sjælesørgerisk.

Men hvad forkynder den ellers, "Saving Mr. Banks"? Den forkynder forløsning. Altså at få gjort op med fortiden. Få sat punktum. Komme videre. Men den forkynder forløsningen på fantasiens præmisser. Som Disney (spillet af Tom Hanks) siger det: "Vi forløser Mr. Banks. Vi sætter ham fri. Ikke i virkeligheden, men i fantasien."

Den forløsning, filmen og Disney-universet tilbyder os - og fru Travers, er dermed kun en halv, ufuldstændig forløsning. Den eneste fuldstændige forløsning – der, hvor vi fuldstændigt kan få lov at lægge alt fra os, ikke i fantasien men i virkeligheden – er ved fødderne af Jesu kors.

"Saving Mr. Banks" er en skøn film, på mange måder. Og den giver, som du kan fornemme, stof til eftertanke og til modsigelse.

---