Sarajevo - håbets sang

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En film om det traumatiserede Bosnien, hvor mor og datter prøver at finde sig selv efter en altødelæggende krig.

Det kom som en lidt af en overraskelse, da den kvindelige bosniske instruktør Jasmila Zbanic i 2006 vandt Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin. Det var ved samme festival, Pernille Fisher Christensens "En Soap" vandt sølv. Nu er hendes film langt om længe - en berlinade senere - nået til de danske biografer takket være Øst for Paradis' fine biografdistribution.

Sarajevo 2006. I en lille toværelseslejlighed bor Esma og Sara, mor og datter. Esma tjener til dagen og vejen ved at sy festkjoler for forlystelsessyge kvinder og arbejder tillige som servitrice på en natklub. Hendes datter er teenager og ved at gøre sig sine første erfaringer med den svære kærlighed. I lejligheden udspiller sig de sædvanlige mor-barn-konflikter, men bag almindelighederne lurer arene fra den ødelæggende borgerkrigen i 90'erne. Helt bogstaveligt ser vi dem som dybe streger på Esmas ryg, og i samtalerne med andre kvinder og mellem de to hovedpersoner kredses der om krigen og det store spørgsmål om den faderfigurer, der ikke er til stede.

Zbanics film er udpræget socialrealistisk. Der er en trøsteløshed over det postjugoslaviske Sarajevo, som det fremstår i filmen, der på dansk har fået den svulstige titel "Sarajevo - Håbets Sang", mens den i virkeligheden hedder "Grbavica", hvilket nok bedst kan 'oversættes' med "Vanløse". Det er i forstaden Grbavica, livet udspiller sig for Esma i al sin almindelige sørgmodighed. Hér har filmen sin styrke: I portrættet af det dybt traumatiserede Bosnien, som prøver at finde sig selv og sin identitet i efterdønningerne fra en altødelæggende krig, hvor nabo var nabo værst. "Vi bliver 11 til klassejubilæet", konstaterer en af Esmas veninder tørt, "11 ud af 41! De, der ikke er begravede, er rejst forlængst". Den ramme tegner Zbanic malende og stærkt op i smerteligt dulmende og triste skæbner. Instruktøren formår i det første lange stykke af filmen at lulle seeren ind i den samme melankoli, og man forstår bare en lille smule af den malstrøm af depression og ulykke, Bosnien også i dag finder sig selv i.

Mirjana Karjanovic er i hovedrollen som Esma en stor oplevelse. Hun prøver at få sin hverdag til at hænge sammen og være en god forælder for sin datter, der til stadighed fjerner sig mere og mere fra sin mor. Hun klynker ikke, men prøver. Til sidst, da skeletterne i rigt mål rasler ud af skabet, formår hun at bevare sin værdighed, midt i alle traumerne. Det er en fantastisk og gribende indsats, der længe mindede mig om Fernanda Montenegros oscarnominerede arbejde i Walter Salles "Central Station". Karjanovic er dog i virkeligheden nok bedre i en sværere rolle. For Esma er ikke bare Esma; hendes figur er en Moder Bosnien, hvis historie bliver Bosniens historie, og hvis tapperhed og udholdenhed bliver et eksempel.

Når jeg ikke når helt op at ringe alligevel, skyldes det, at "Grbavica" både er lidt for meget & lidt for lidt på én gang. Undervejs bliver al Sarajevos hverdagsmelankoli en smule kedelig, og Zbanic formår ikke at holde datterens historie levende. Da filmen når sit crescendo, virker den også mest rådvild - måske på sine figurers vegne - men den lader det ikke blive ved det, men kobler en slutning på, som bliver fad i forhold til filmens ellers fint afstemte tone. Esmas historie som en allegori bliver også lige tung nok i forhold til Bosniens ulykkelige skæbne.

Men når det er sagt, gør det et stærkt indtryk at se en film, der så fint viser os fede vesterlændinge, hvor dybt et nationalt traume kan være. Ikke siden Atom Egoyans "Ararat" om det armenske folkedrab har jeg set en film, der på denne måde diskuterer et nationalt traume, og tør tage fat om nældens rod.

---