Sangklubben/The Song Club

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En militærbase, hvor alle soldaterne er på mission, er ikke tom – for ægtefællerne er tilbage. Hvordan skal de holde fællesskabet og humøret oppe? De starter et sangkor! Det er dog nemmere sagt end gjort.

EN AUTENTISK FEEL-GOOD FILM 

Vi befinder os på en britisk militærbase, hvor alle ansatte og deres ægtefælle/partner bor. Da soldaterne sendes på mission i Afghanistan, står ægtefæller/partnere tilbage med mange udfordringer, især om det går deres kære godt og problemer med at flytte fokus væk fra bekymringerne og hen på noget andet. Traditionen tilsiger, at det er de ledende soldaters ægtefæller, der står i spidsen for sociale tiltag for de tilbageblevne. Kate (Kristin Scott Thomas) har prøvet dette mange gange før, mens den noget yngre Lisa (Sharon Horgan) for første gang har del i ansvaret. Problemerne øges, da der desværre på et tidspunkt sker det, alle frygter: to alvorligt udseende mænd, der ringer på døren hos en af ægtefællerne og har en forfærdelig nyhed ...

Forskelligheder på godt og ondt
Kate og Lisa er så absolut hinandens modsætninger – bortset fra, at de begge er meget stædige og meget engageret i at løse deres opgave så godt som muligt. Fra flokken dukker ideen op om at lave et sangkor. Strikkeklub, drikkeaftener og andre sociale tiltag er ligesom prøvet før – men et sangkor er noget nyt. Kate og Lisa tager efter bedste evner udfordringen op – Lisa med begejstring, Kate i starten noget tøvende. Og ikke overraskende er de konstant uenige om, hvordan det skal gøres. Som en af kordeltagerne hvisker undervejs i en øvetime: "Det er lige som at se min far og mor den sidste tid, før de blev skilt." Det er nu ikke alene de to ledere, der er forskellige. Filmen viser på en tankevækkende måde et miljø, hvor man er sat sammen – endda i samme boligkompleks – alene fordi ens ægtefælle er soldat ved denne afdeling.

Soldaterægtefæller er bestemt ikke ens, hverken i alder, uddannelsesniveau, interesser eller personlighedstype. De har ikke valgt hinanden og kan ikke vælge hinanden fra – sådan som de fleste andre korsangere i verden kan. De må alle bidrage til fællesskabet – både for deres egen og de andres skyld. Og her ligger for mig at se en af de stærke pointer i filmen: det kan lykkes at få et godt fællesskab, selv om man er sat "ufrivilligt" sammen og ikke kan forlade gruppen, når man vil. Presset på sangkoret og dermed hele fællesskabet øges voldsomt, da koret pludselig får invitation (i militærmiljøet hedder det vist mere en ordre) til at optræde ved årets absolut største fest i den britiske militærveteran-verden!

Ideen, der fik vinger
Filmen lanceres som en feel-good film, og det er den også. Der er mange humoristiske episoder og beskrivelser undervejs – dog uden at det bliver lav humor. Men de dystre toner slås også ret ægte an og gir filmen mere dybde, end man umiddelbart forventer i begyndelsen. Bekymringer, angst og kedsomhed er sorte skygger, der skal bekæmpes, hvis ikke de skal få overtaget. Indbyrdes uenighed og deraf følgende konkurrence og ambitioner på egne vegne beskrives også ret ærligt. Ligeledes beskrives det ved flere lejligheder, hvordan den enkelte person både har stærke og svage sider – og nogle gange kan disse sider godt overraske. Men selvfølgelig ender det hele så godt, som det kan – omstændighederne taget i betragtning.

Indrømmet: mine stjerner til denne film var ved at trille ud af lommen og ned på biografgulvet ca. midtvejs i filmen, men de vendte senere tilbage – og især da det på en meget levende måde til sidst blev illustreret, at filmen beskriver en virkelig begivenhed: fødslen af det første Military Wives Choir, der i dag tæller mere end 75 kor overalt i verden, hvor der er britiske militærbaser. Så jeg endte med at nyde filmen i fulde drag som en hyldest til en genial ide, der blev født, selv om "graviditeten" ikke var uden komplikationer.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---