Sangen om Bernadette

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
I 1940'erne får den unge noget naive og godtroende Bernadette flere syner. Både troende og tvivlende forholder sig til pigens syner.

For en gnaven gammel protestant som undertegnede er det dér med helgener noget mærkeligt noget, både teologisk og ikke mindst kulturelt. Den plads, helgenerne tager i troen hos katolikker, kan virke fremmedartet og ikke mindst besværlig, når man er en historieløs lutheraner. Angsten for at ligne helgen-'dyrkere' har nok gjort, at mange kirkeretninger siden reformationen har holdt sig meget langt væk - måske alt for langt væk - fra de opbyggelige beretninger, der som oftest tæller som vidnesbyrd om de mennesker, der senere hen er blevet saligkåret. Og det kan jo godt være en skam. Selvom man ikke er tilhænger af troen på, at afdøde mennesker kan gå i forbøn for én hos Gud - og selvom man, som jeg, hellere vil henvende mig direkte til Verdens Skaber, så kan der bestemt godt være opmuntringer at hente i historierne om disse hellige, som i deres levetid jo som oftest ikke ansås for at være helgener, men snarere mennesker, som måske endda var lidt besværlige.

I tidens løb har mere eller mindre fiktive værker om disse helgener, de såkaldte "hagiografier", været skrevet til stor succes og fascination for mange troende, såvel som ikke-troende. Det er på sin vis pirrende at nogle mennesker på en særlig måde skal kunne have haft kontakt til Gud, og troen på, at Gud igennem dem har kunnet udvirke mirakler, er interessant. I 1941 var det en bog om Bernadette Soubiros (1844-1879; helgenkåret 1933) der lå på toppen af bestsellerlisterne. Den blev filmatiseret i 1943, og hovedrollen blev besat af den dengang ukendte Jennifer Jones, der senere vandt en Oscar for sin optræden. Hvor det i 2010 var rollen som Lisbeth Salander i David Fincher's udgave af Mænd der hader kvinder, som alle unge starletter drømte om, var det altså i 1943 rollen som en helgen, der var den mest efterstræbte. Oh how things have changed!

Nå, men filmen fortæller ganske straightforward historien om den unge Bernadette i Lourdes i Frankrig, som i flere syner ser en smuk kvinde tale til sig i en grotte nær byens losseplads. Bernadette kommer fra små kår, og hendes syner bliver genstand for en masse rabalder. Både troende og tvivlende forholder sig til den unge piges guddommelige tilsigelse, og filmen følger hende i de fire måneder, jomfru Maria (for jo, hende er det!) viser sig for hende.

Filmen er et interessant produkt af sin tid og vil gerne tækkes både den troende og den tvivlende seer. Vi får både serveret en række katolske klichéer, som får bastardiseret visse teologiske detaljer, og den moderne tvivler, som med videnskaben og psykologien i hånden ønsker at nedbryde Bernadette - for hun må da lyve.

Mest interessant bliver filmen i portrættet af Bernadette - og samtidig er dette filmens svaghed. Bernadette, der som barn led voldsomt af astma, bliver portrætteret som en noget naiv og godtroende pige, hvis sjæl gennemillumineres så meget af synerne, at intet kan rokke ved hendes tro på Gud. Vi får et billede af en uskyldsren pige, der bliver en mild og faktisk lidt kedelig ung kvinde uden ret meget personlighed. På sin vis et stærkt vidnesbyrd om et menneske, der vælger at leve for Gud - på den anden side bliver Bernadette sjovt nok den mindst interessante figur i filmatiseringen. Det overrasker nok ikke, at selv den stærkeste skeptiker til sidst må bøje sig for Bernadettes renhed.

Lourdes er i dag et pilgrimssted for mange, der tager dertil for at opleve et mirakel. Den katolske kirke rapporterer flere godkendte mirakler på stedet, hvor mellem 5 og 8 millioner mennesker hvert år valfarter til. Det er ikke så underligt at historien om den lille piges syner fascinerer. Filmen lægger op til en klar debat om, hvordan Gud viser sig i vores verden – og hvordan vi skal forholde os til de, der hævder at have en særlig indsigt i Guds vilje for os.

---