Samme dag næste år

Af: Mikael Arendt Laursen
Dette er en fin film. Ligesom tulipaner i en glasvase er fine. Eller en park ved en klassisk, engelsk herregård. Og sådan må romantik gerne være. Fint.

Jeg var vild med Lone Scherfigs forrige film An Education, som hun lavede i 2009. Det er en meget smuk film, og på den måde ligner den i høj grad "Samme dag næste år". Efter dogmefilmen "Italiensk for begyndere", som også har sin charme, har Scherfig måske fundet sin stil med disse to nyeste film. Jeg vil i hvert fald opmuntre hende til at fortsætte ad den vej, som hun her har slået ind på.

Vi lærer Emma og Dexter at kende den dag, de den 15. juli 1988 er blevet færdige på universitetet og skal til at tage hul på livet for alvor. Humøret er højt efter overstået eksamen og dimission, og sammen med et par venner er de klar til at erobre verden på hver deres måde. Emma og Dexter følges ad hjem til Emmas lille lejlighed, og romantikken summer om ørerne på dem, uden at det bliver til andet end det. Misforståelser og kejtethed gør, at de kun lige mødes her, men et venskabsbånd knyttes, og en spire af kærlighed får lov til at slå rod i dem begge. Herefter møder vi dem igen (næsten) hvert år den 15. juli og oplever, hvordan de hver især lever deres liv, og hvilken berøringsflade de har med hinanden gennem årene. Emma drømmer om at blive forfatter, men vejen til målet er ikke så enkel for hende. Hun kommer fra en simpel familie og har ikke den store selvtillid. Dexter er født med en guldske i munden og går efter de lette penge og berømtheden i underholdningsbranchen, men heller ikke den vej er altid så jævn, som man kunne drømme om. År efter år møder vi dem så igen, og vi får lov til at opleve svære tider, familiære uoverensstemmelser, svigt, savn, længsel og en tilbagevendende tiltrækning mellem de to hovedpersoner.

"Samme dag næste år" er virkelig en smuk fortælling. Nærmest et filmisk digt. Scenerne er velkomponerede, Anne Hathaway er henrivende og charmerende i sin forvandling fra grim ælling til svane, og Jim Sturgess udvikler sig troværdigt fra overfladisk playboy til en eftertænksom far. Dialogen er fin med et stænk af humor, og de to unge mennesker viser op gennem årene så mange facetter af sig selv, at den simple handling bliver betagende. Det særlige ved filmen her er måske, at den bare virker så ærlig, så man flere gange sidder med en følelse af, at der kunne være tale om glimt fra ens eget liv.

Handlingen tager på et tidspunkt en uforudset drejning, og netop denne drejning er med til at give filmen kant, så den bliver til andet end en klassisk, romantisk ungdomsfilm. Der er livsvisdom og smerte flettet ind i den søde fortælling. Teknisk er der intet at sætte en finger på, selvom der en enkelt gang dukker en bil op nogle år før, end den bliver vist som et stilstudie på biludstillingerne verden over. Men det er en bagatel i denne fine fortælling, som de færreste vil opdage. Og læg også mærke til Rafe Spall i rollen som Ian, som Emma flytter sammen med på et tidspunkt.

Er du romantisk anlagt, som jeg er det, så skal du se denne fine film. Den underholder, giver stof til eftertanke og skiller sig ud fra mængden.

---