Same Kind of Different as Me

Af: Carsten Riis Jensen
En fint fortalt historie om forsoning og kristen tro i praksis, om end filmen er lidt langtrukken.

TRO, TILGIVELSE OG ENGAGEMENT

Tilbage i 70’erne og 80’erne kom der en del såkaldt "kristne" film på markedet. Så kom der en pause, eller måske modreaktion, men med bl.a. Mel Gibsons The Passion of the Christ blev det igen okay at lave film med et ret så direkte bibelsk eller kristent forkyndende indhold.

Et af de filmselskaber, som sørger for, at der bliver udgivet familievenlig underholdning med et kristent fundament – er selskabet Pureflix. De har bl.a. udgivet God’s Not Dead (1 og 2), The Moment After, ”Apostlen Peter og den sidste nadver".

I 2017 udkom så ”Same Kind of Different As Me”, som bygger på en virkelig begivenhed fortalt i bogen af samme navn (Lige så forskellig som mig). Det er store filmskuespillere, der medvirker, og de spiller rollerne rigtig godt.

Hjælpe hjemløse
Filmen og historien handler om et ægtepar, Debbie og Ron Hall. De har udfordringer i ægteskabet, men Debbie vælger at give Ron en chance: Han skal tage med hende og hjælpe til i et suppekøkken, hvor hun arbejder frivilligt med at give mad til hjemløse. Ron indvilliger, og her møder han den sorte hjemløse Denver, kaldet ”Selvmord". De to kommer lidt skævt ind på hinanden, men udvikler med tiden et venskab. Store dele af filmen består i, at Denver i flashbacks fortæller fra sin voldsomme barndom som slave.

Fin og langtrukken
Filmen varer knap 2 timer, og jeg må sige, at jeg fandt den noget langtrukken. Der bliver ikke prædiket voldsomt og overdrevent, men den kristne tro er helt naturlig, og der bliver både talt om troen, om frelsen, og der bliver bedt. Man er ikke i tvivl om, at man ser en decideret ”kristen” film, men det virker hverken påklistret eller anmassende.

Det er en fin historie – som altså tilmed bygger på en virkelig begivenhed. Det er historien om, hvordan en kvinde, hvis tro, tilgivelse og engagement både ”frelser” ægtemanden og den hjemløse, som hver især finder kærlighed og forsoning i forhold til de kampe, de står i.

Djimon Hounsou gør det rigtig godt som den hjemløse Denver. Han er overbevisende i rollen. Det samme er Renée Zellweger, som enten må være sminket til ukendelighed eller lige det modsatte – altså helt uden sminke – for hun er ikke til at kende. Det er især Zellweger, der bærer filmen, med sin tro, tilgivelse, sit engagement og ønske om forsoning.

Hermed anbefalet til en hyggelig filmaften i klubben eller kirken. Filmen er lidt for lang, men der er god anledning til en samtale om forsoning – og der bliver også hevet i tårekanalerne undervejs.

Kan ses på blockbuster.dk.

---