Sælgeren/The Salesman

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Efter et seksuelt overgreb på konen begiver Emad sig på hævntogt for at genetablere sin ære.

GRADVIS DEROUTE

"Hvordan bliver en mand til en ko?," spørger en elev. "Gradvist," svarer læreren. Replikken falder, mens der undervises om den iranske bog Koen, som filmatiseredes i 1969, og som traditionelt regnes for startskuddet til Den Iranske Nybølge inden for filmkunst. Med replikken antyder instruktøren af "Sælgeren", Asghar Farhadi, skæbnen for sin hovedkarakter, Emad, der ligesom den tragiske bonde i Koen ender i en mental og moralsk deroute.

Farhadi vandt i 2012 Irans første Oscar nogensinde med Nader og Simin - en separation, og da han igen i år vandt en Oscar, kunne onde tunger måske fristes til at degradere sejren til en sympatipris pga Trumps indrejseforbud for muslimer. "Sælgeren" er ikke desto mindre et meget vellykket psykologisk og moralsk drama fyldt med suspense og implicitte politiske stik til det iranske styre, og i mine øjne er filmen en værdig vinder.

Revner i den hjemlige idyl
Med en imponerende lang kameraindstilling ser man folk blive evakueret fra deres hjem i en bygning, der symbolsk slår revner og er ved at styrte sammen. Ægteparret Emad og Rana er nu hjemløse, men får af en kollega anvist en tom lejlighed. Emad er lærer i litteratur i dagtimerne, og om aftenen dyrker parret deres passion på teatret, hvor de spiller en opsætning af Arthur Millers Death of a Salesman. En aften i den nye lejlighed ringer det på døralarmen, og Rana låser op i troen på, at det er Emad, og så går hun i bad. Da Emad kommer hjem, er der sket et seksuelt overgreb på hans kone. Emad opdager efterfølgende, at den tidligere lejer var ludder, og at voldtægtsforbryderen formentlig har været en tidligere kunde. Hævntørstigt og æreskrænket går Emad i gang med at lede efter gerningsmanden.

Hitchcock har ikke levet forgæves
Filmen kan virke lidt langsom i optrækket, men til gengæld brillerer den i personskildringerne og i et nuanceret blik på karakterernes relationer og reaktioner. Den iranske censur sætter grænser for filmen, så at f.eks. voldtægtsscenen ikke foregår på skærmen, og at den tidligere lejers promiskuøse livsstil kun antydes. Begrænsningerne bruger Farhadi til gengæld til sin fordel til at skabe intensitet med effektfulde antydninger. I stedet for at dvæle ved ubehagelige handlinger fokuserer han på efterspillet og de impliceredes reaktioner. Den sidste del af filmen bliver åndeløst spændende, da det hele kulminerer med, at Emad konfronterer voldtægtsforbryderen. På fantastisk vis afsløres ikke bare gerningsmanden, men også Emad, så man bliver i tvivl om, hvem man skal lægge sin sympati hos. Scenerne er fulde af hitchcocksk suspense og uforudsigelighed med dramatik i det usagte og de moralske gråzoner.

Iran afspejlet i hjemmet
Filmen må også ses som en politisk kommentar, hvor det lille drama i hjemmet afspejler tilstanden i det omkringliggende samfund. Der er et opgør med patriarkatets misforståede æreskrænkelse efter overgreb på kvinden. Og Ranas selvbebrejdelse, fordi hun jo selv inviterede til overgreb ved at lukke op for voldtægtsforbryderen, klinger af imamernes ord om, at kvinder, der ikke dækker sig til, selv er ude om at blive seksuelt forulempede. Der er implicitte stik til den iranske censur, og med de mange scener inden for hjemmets fire vægge gives en klaustrofobisk fornemmelse af, at hjemmet er et bur.

Hævn hævner sig på hævneren
Farhadi er ikke interesseret i stereotype karakterer. Hos ham er skurken ikke gennemført ond, men en relaterbar variation af os selv. Filmen fremtvinger spørgsmålet om, hvad der er værst for kvinden – det seksuelle overgreb eller mandens efterfølgende selvhævdende hævntogt. Kan hendes traume godtgøres gennem billig hævn? Dramaet viser, hvordan hævn hævner sig på hævneren. Filmen begynder med en scene på teatret, men til sidst opdager man, at hjemmet er den sande scene, hvor kammerspillet udspiller sig. Sådan som Emad deler et skæbnefællesskab med hovedkarakteren i Koen, afsløres det også filmen igennem, at han har mere til fælles med den tragiske vildledte hovedkarakter, som han spiller på teatret om aftenen, end han selv var klar over.

---