Rogue One - A Star Wars Story

Af: Peter Greek Kofod
Mere end en vellykket og underholdende stand-alone-film i Star Wars-universet. Det tegner godt for de kommende film fra Disney.

ET NYT HÅB

I 1977 kom "Et nyt håb" - den første film om Stjernekrigen, som det hed dengang. Selvom den kom først, var den tænkt som nummer 4 i en række af episke film om Oprørernes kamp mod Imperiet. Nu her små 40 år senere kommer så "Rogue One", der foregår umiddelbart inden "Et nyt håb" og altså efter, at Anakin Skywalker blev til Darth Vader i film nummer 3 "Sith-fyrsternes hævn" fra 2005.

I 2012 opkøbte Disney-koncernen rettighederne til Star Wars. Mange af de trofaste Star Wars-fans var bekymrede for, hvad det ville føre med sig. Ud over at lave en ny trilogi, meddelte Disney, at de vil lave en række af antologi-film, der vil komme som perler på en snor i årene fremover. De er tænkt som enkeltstående historier fra Star Wars-universet. "Rogue One" er den første i rækken. Jeg tror godt, at vi kan regne med, at Disney vil "marvelisere" Star Wars-franchiset med en uendelig strøm af film mm. Men det behøver for så vidt ikke være noget negativt. Jeg synes i hvert fald, at det nyeste skud på stammen tegner godt for fremtiden. Nok trivia for nu.

Men on a mission
Handlingen er i al sin enkelthed ligesom i de klassiske anden verdenskrig-film om en gruppe mænd, der er på en hemmelig mission, som er afgørende for hele krigens udfald. I stedet for "Navarones kanoner" er målet her det største, kraftigste og mest ødelæggende våben nogensinde: Dødsstjernen. Og i stedet for en gruppe kampklædte soldater består gruppen her af en blind munk og hans ven med en maskinkanon, en hemmelig agent, en afhoppet pilot, en kamprobot med sarkastisk humor, og sidst men ikke mindst den snu Jyn Erso (Felicity Jones), datter af Galen Erso (Mads Mikkelsen).

Jyn bliver som barn skilt fra sine forældre, da Galen af Imperiet bliver tvunget til at færdiggøre Dødsstjernen. Som voksen kvinde bliver Jyn en del af Oprørerne, mest fordi hun derigennem håber at kunne møde sin far. Forholdet mellem forælder og barn er et grundlæggende element i Star Wars. Tænk bare på forholdet mellem Darth Vader og Luke Skywalker. I "Rogue One" bliver forholdet bare ikke udnyttet. Det er med til at drive historien frem, men så heller ikke mere. Der er ellers rigeligt med potentiale i forholdet mellem Galen og Jyn.

Jyn og resten af gruppen begiver sig ud på et farefuldt eventyr og kommer fra den ene planet til den anden. De er både på planeter, der ligner Marokko, og nogen, der ligner Maldiverne. Undervejs bliver de mere og mere afklaret i, hvordan Dødsstjernen kan ødelægges.

Styrker og svagheder
I den oprindelige Star Wars-trilogi blev vi introduceret til Jedi-religionen. De buddhistisk-lignende træk kom særligt tydeligt frem igennem den lille grønne Jedi-mester Yodas undervisning af Luke Skywalker. Her i "Rogue One" bliver det buddhistiske igen tydeligt. Den blinde munk, Chirrut Îmwe, chanter ustandseligt - "Jeg er ét med Kraften, og Kraften er ét med mig." Men ud over det, så er der for mig at se mindre religiøsitet i "Rogue One", end der ellers er i Star Wars-universet.

En ting, som "Rogue One" skal have ros for, er at lukke nogle plothuller i hele Star Wars-historien. Noget som George Lucas har skullet svare på lige siden 1977: hvorfor i alverden skulle der være en indbygget fejl i konstruktionen af Dødsstjernen? Men plothuls-lukning er ikke den eneste måde, hvorpå filmen bygger bro imellem de to Star Wars- trilogier. I filmene 1-3 var der, fordi de var produceret mange år efter 4-6, vildere våben, fly og den slags. "Rogue One" formår at lave en naturlig glidende overgang til den gamle trilogis visuelle udtryk. Flere gange i løbet af filmen lagde jeg mærke til, at der var blevet dryppet lidt nostalgi ud over filmen hist og pist.

Det er ikke kun ting, men også personer, der går igen. Både Grand Moff Tarkin og Prinsesse Leia er med igen, men som computergenererede figurer. Både Peter Cushing og Carrie Fisher er begge døde, men de er gengivet på en måde, så de føles virkelige. Og når vi nu er ved det tekniske, så er "Rogue One" meget imponerende. Særligt når vi er vidner til, at to stjernekrydsere kolliderer. Her sidder man med følelsen af, at det er virkelige rumskibe, der brager sammen.

"Rogue One" er alt i alt en meget vellykket og underholdende adventure-action-film i Star Wars-universet, og det tegner godt for de kommende film fra Disney-koncernen. Men vi er ikke oppe på det episke niveau, som i den oprindelige Star Wars-trilogi.

---