Rosens navn

Af: Johannes Korsholm Poulsen
En fascinerende krimi bygget på Umberto Ecos mesterværk Rosens Navn, som foregår i middelalderen.

Filmen er bygget på en roman af Umberto Eco, og den foregår i 1300-tallets Italien, hvor et munkekloster er rammen om et større kirkemøde om, hvorvidt kirken skal have lov at eje noget eller ej. Den engelske franciskanermunk William af Baskerville (Sean Connery) og hans unge elev Adso af Melk (Christian Slater) ankommer til klosteret for at deltage i mødet, men Williams umættelige nysgerrighed bliver hurtigt fanget af klosterets mange mysterier: Midt i klosteret er et gigantisk bibliotek, angiveligt fuld af hemmelige skrifter og oldgamle originaler af berømte tænkeres værker, og Williams intellektuelle forfængelighed drager ham mod bibliotekets labyrinter af forbudte ideer og videnskab. Samtidig sker der under William og Adsos ophold det ene uforklarlige dødsfald efter det andet blandt de munke, som arbejder i biblioteket, og mange af munkene er overbeviste om, at dødsfaldene er forvarsler om Antikrists komme. Uroen breder sig, og klosterets abbed beder William, som har en dunkel fortid i Inkvisitionen, om hjælp til at løse gåden.

Sideløbende med den Sherlock Holmes-agtige mordgåde foregår en mere hverdagsagtig, men ikke mindre vigtig historie: Den unge Adso ser på afstand en fattig pige fra en nærliggende landsby og må derefter kæmpe med den overvældende følelse af forelskelse i et menneske, han slet ikke kender. Efterhånden som historien skrider frem, filtres Williams, Adsos og bibliotekets historie sammen med et væld af andre gåder, og jeg vil ikke afsløre andet, end at det er en af de mest fascinerende historier, jeg nogensinde har set på film.

Selvom historien er så fantastisk, vil jeg stadig mene, at det er filmens miljø, der virkelig gør den til noget særligt. Filmen formidler Umberto Ecos billede af 1300-tallets klosterliv, så det er ved at tage vejret fra en: Klosteret vrimler med nogle af de mest bizarre, hæslige og komiske mennesker, der kan tænkes. Der er sværmeriske fransciskanermunke, som med det hvide ud af øjnene citerer Johannes' Åbenbaring og maler billeder af verdens snarlige undergang. Der er den deforme kætter Salvatore (Ron Perlman), som ligner jeg ved ikke hvad, taler alle europæiske sprog i én pærevælling og ofrer sorte haner om natten. Der er de sminkede og oppustede dekadente udsendinge fra pavehoffet og deres direkte modsætning, de næsten dyriske fattigfolk uden for klosterets mure, og mange, mange flere.

Hele miljøet er gennemsyret af overtro og komplet mangel på sund fornuft, og William af Baskerville fremstår som det eneste fornuftige menneske, når han forsøger at finde naturlige forklaringer på de mange mystiske hændelser. Hvorvidt det billede af den verden, som vores europæiske kultur mere eller mindre blev til i, er retfærdigt, er meget svært at sige. Og det er bestemt muligt at finde fortalere for, at middelalderens intellektuelle miljø ikke var så formørket endda. Men der er ingen tvivl om, at den arrogance og intolerance, som munkene giver udtryk for i "Rosens Navn", har været til stede i middelalderen, og det giver da anledning til at tænke over, om vi også som kristne i dag hænger fast i dogmer, som er mere tradition end sund bibeltro!

Under alle omstændigheder skal filmen ikke ses som et historisk dokument, men bare som en brandgod historie. Her til slut vil jeg lige anbefale lidt videre læsning, hvis filmen vækker interesse eller forargelse. For det første er selve bogen Rosens Navn af Umberto Eco langt bedre end filmen og bugnende fuld af tankevækkende iagttagelser om kristendom, sprog, filosofi, erkendelse osv.

Hvis man hurtigt vil læse en oversigt omkring klosterliv og middelalderen i det hele taget, og i øvrigt forstå filmens miljø lidt bedre, kan jeg anbefale Europa 1000-1300 af Kim Esmark og Brian Patrick McGuire, Roskilde Universitetsforlag 2006, som har været min egen indgangsvinkel til den europæiske middelalder. McGuire, som skriver afsnittene om kirken i bogen, er selv fransciskansk lægbroder, og han kan godt gå lidt i "profetisk henrykkelse" af og til, når han skal beskrive munkenes liv, men hans synsvinkel er langt mindre mørk end den i Rosens Navn, så den kan måske fungere som en modvægt til det ellers meget mørke billede, man får af munkenes verden.

---