Rome - The Complete Collection (serie)

Af: Carsten Riis Jensen
Tv-serie om Roms aristokratiske familier. Seriens styrke ligger i skildringen af den romerske kultur og dagligdag på Cæsar og Augustus' tid. Samtidig er serien til overmåde fyldt med vold, sex og tortur.

Hvis filmogtro.dk gav stjerner særskilt for en films moral, så ville tv-serien "Rome" få 0 stjerner. Der er nemlig tale om endnu en af de nye serier, som meget eksplicit viser vold, blod, sex og tortur. Det betyder også, at "Rome" så afgjort er en af de tv-serier, man som kristen nøje bør overveje, om man ønsker at se – eller simpelthen fra starten fravælge serier af netop denne type.

Hvad "Rome" angår skal det retfærdigvis siges, at kildematerialet og de faktiske begivenheder omkring de år, tv-serien udspiller sig, i høj grad var præget af en – i vestlige, kristne øjne – uhyggelig mangel på seksualmoral og brutal udnyttelse af vold og tortur, men det betyder jo ikke, at en tv-serie nødvendigvis behøver vise disse ting eksplicit. Men det gør "Rome" – ligesom det er blevet moderne i serier som "Game of Thrones" og "Breaking Bad", m.fl.

Serien blev første gang sendt i 2005 og skulle have varet 5 sæsoner, men da serien var meget dyr at producere – en af de dyreste serier overhovedet – måtte man give op efter sæson 2. Til gengæld banede "Rome" vejen for den senere og stadigt så populære "Game of Thrones"-serie.

Sæson 1 handler om Julius Cæsars vej til sejr. Sæson 2 handler om magtkampene efter mordet på Julius Cæsar og om adoptivsønnen Octavius' vej til at blive udnævnt til kejser Augustus. Sæson 3 skulle have handlet om Romerriget på Jesu tid, og sæson 4 og 5 skulle have handlet om de efterfølgende kejsere og om Romerrigets fald.

Gennem 22 timelange afsnit følger vi dels Roms indflydelsesrige, aristokratiske familier, og dels to soldatervenner og deres familier – og hvordan disse to normalt helt adskilte samfundslag fra tid til anden vikles ind i hinanden.

Seriens styrker
Jeg vil nævne to ting, som udmærker serien.
Dels de lokale scener i Roms huse og retsbygninger, og dels det faktum, at serien er forsøgt tænkt ind i datidens kultur i stedet for ind i vores: Serien har sin styrke i de scener, der foregår lokalt i Rom. I husene, paladserne og retsbygningerne. Det er her, vi kommer tæt på hovedpersonerne og deres daglige liv.

Når historien flyttes uden for byen, ud på slagmarkerne, eller til andre lande – som Grækenland og Egypten – ses det, at serien dog trods alt har et budget, der skal overholdes. De store scener, der i en biograffilm kan udfoldes flot og voluminøst, er i tv-serien reduceret til korte sekvenser. Det gælder fx Julius Cæsars triumftog ind i Rom.  Det gælder dog ikke sæsons 2's afsnit 6, hvor Brutus møder sit endeligt, og hvor der er skabt en stor og relativ lang kampscene med tusinder af soldater.

Og dels seriens anden styrke: at manuskriptforfatterne har gjort meget ud af at gøre de historiske karakterer og situationer så historisk korrekte som muligt. Jeg synes en del film om begivenheder i fremmede kulturer ofte tillægger karaktererne en vestlig tænkning og moral – og det gælder også film om Romerriget og de omkringliggende kulturer – men i tv-serien "Rome" er det i større grad lykkedes at skrive et manuskript, der er så godt som blottet for moderne, vestlig tænkning og vestlig (kristen) moral.

Vi ser og hører hovedpersonerne argumentere på en måde, vi ikke nødvendigvis forstår, men det er jo netop pointen: De tænkte anderledes, ud fra andre præmisser, og ud fra et andet syn på guder, kvinder, osv. Samtidig tør "Rome" også vise os sider af de historiske karakterer, som først inden for de seneste årtier er kommet frem i forskningen, herunder at Cleopatra var opium-afhængig.

Ud over de velkendte hovedpersoner (Cleopatra, Cæsar, Marcus Antonius, Cicero, Brutus), møder vi også mange andre, herunder de to, der binder afsnittene sammen, soldaterkammeraterne Lucius Vorenus og Titus Pullo. De to er nævnt i Julius Cæsars egen bog om krigen mod gallerne, og her i "Rome", har de fået meget fremtrædende (fiktiv) pladser.

Religion og guder
De romerske guder er overalt i tv-serien. Selvfølgelig. For romerne var dybt religiøse, dybt optagede af religiøse ritualer – men uden, at religionen fik reel betydning for deres moralske valg og fravalg.

Det afspejles klart i "Rome", at der er stor frygt og ærefrygt for guderne – og hovedpersonerne sværger ved og ofrer ofte til guderne – men deres personlige moral (eller mangel på samme, jf. udnyttelsen af kvinder, volden, torturen) er ikke religiøst begrundet.

Religionen og frygten for guderne udnyttes gerne af magthaverne, fx af hovedpersonen Lucius Vorenus, da han skal tvinge Roms kollegieledere (datidens bande/gangsterledere) til at lade sig lede af ham. Når man ser "Rome" og ser, hvor meget guderne fylder i den enkeltes liv, så forstår man bedre, hvor blasfemisk de kristnes påstand har været for romerne, om at der kun er én, sand Gud.

Kvinder og sex
Der er masser af bar hud i "Rome". Kvinders bryster og mænds penis blottes med faste mellemrum, og enkelte af sexscenerne nærmer sig porno. Det er et valg, producenterne af "Rome" har gjort. Uden tvivl for at kunne sælge tv-serien til et bestemt publikum. Men også fordi serien, som før nævnt, vælger at afspejle tidens kultur og normer så præcist som muligt:

De romerske soldater behandler kvinderne som "objekter" og tager gerne tilfældige kvinder til fange og misbruger dem seksuelt. Også blandt aristokratiet er der masser af den slags: Kvinder – og mænd – indkøbes til brug som sexslaver.

Jeg kan huske, at jeg, da jeg som teologistuderende læste kildeteksterne fra dengang, var rystet over nogle af beretningerne, af synet på kvinder og af beskrivelserne af fx homoseksualitet blandt mænd og unge drenge. Så der er noget om snakken, i tv-serien, men det behøver jo ikke betyde, at man vælger at vise det så tydeligt som tilfældet er. Men netop her føler jeg, at "Rome" går efter laveste fællesnævner og et udvalgt publikum, som ellers ikke ville se en tv-serie, der lugter mest af politik, filosofi og magtkampe.

Jeg så hele tv-serien sammen med min hustru, og efter nogle afsnit føltes det kvalmende med de mange sexscener. Derfor valgte vi, eftersom vi faktisk ønskede at følge seriens spændende historie, at spole hurtigt, når scenerne kom. Det problematiske ved en sådan tv-serie er nemlig, at når man sidder sammen og ser den og ukritisk lader scenerne og billederne ramme en, så lader man efterhånden de etiske og seksualmoralske parader falde. Det, der til at begynde med var forkert i ens øjne, begynder langsomt at føles "normalt" og tilladeligt. Og sidder man sammen som ægtepar og ser serien, kan en stiltiende accept af scenerne og billederne sende forvirrende signaler til ægtefællen om, hvad der er tilladeligt og ønskeligt seksuelt set i et ægteskab.

Politik
Naturligvis er der også masser af politik – og filosofi – i serien. Scenerne i senatet i Rom er interessante – om end meget korte – og man får bl.a. filosoffen og politikeren Cicero og andre at se i ophedet diskussion.

Vi ser også de politiske og militære magtkampe mellem Julius Cæsars tilhængere og hans tidligere ven Pompejus' tilhængere (herunder Brutus), og vi får et indblik i den unge Octavius' vej til at udnævne sig selv til kejser i Rom (med tilnavnet August).

Jeg havde gerne set i hvert fald én sæson mere af "Rome". Tredje sæson skulle have handlet om Romerrigets vilkår og færden i Israel på Jesu tid. Men serien var for dyr, så det blev ikke til noget. Til gengæld har vi fået 22 spændende afsnit om livet i Rom på Cæsars og Augustus' tid.

Afslutning
"Rome" er ikke en tv-serie for alle.

Der er rigtig meget vold, afskårne lemmer, blod og sexscener, der nærmer sig det pornografiske. Det betyder også, som jeg håber, at jeg har gjort klart nok opmærksom på, at tv-serier af denne type ikke skal ses af alle – og de mange sexscener er i sig selv en udfordring, medmindre der spoles hurtigt hen over dem. Jeg har valgt at give "Rome" 3 stjerner, fordi der er tale om flot historiefortælling, og enhver med interesse for Romerriget og de kendte hovedpersoner kan vælge at se nogle afsnit og overveje, om det er det værd (alle mine advarsler ovenfor taget i betragtning) at se hele serien, som fås samlet på Blu-ray og dvd.

Endelig vil jeg sige, at "Rome" langt fra er ene om sex, tortur, vold, osv. Det er blevet næsten dagligdagskost i de tv-serier, der produceres for øjeblikket, og det samme gør sig gældende inden for actionfilm. De næsten "uskyldige" actionfilm fra 1980'erne er nærmest vand i forhold til de actionfilm, der laves i dag.

Det betyder for mig at se to ting: Som kristne må vi aktivt hæve stemmen og tale med filmproducenterne og prøve at overbevise dem om den langtidsskadelige virkning, den eksplicitte sex og vold har. Det betyder for det andet, at vi, som kristne, må være endnu mere varsomme i vores valg af underholdning på tv og i biografen. For når vi putter affald ind, kommer der også affald ud.

---