Rød som himlen

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En dygtig lydtekniker, Mirco Mencacci, blev blind som 10-årig og kom på en kostskole. Der gik han med en spolebåndoptager på opdagelse i lyduniverset.

Mirco Mencacci kom som barn ud for en ulykke, der gjorde ham blind. "Rød som himlen" fortæller om Mirco og om vilkårene for blinde i 1970-ernes Italien. Mirco blev senere en af italiensk films dygtigste lydteknikere. Filmen er baseret på en virkelig historie.

Mirco leger blindebuk med sine kammerater og ved ikke, at en ulykke snart vil gøre, at det pludselig ikke er en leg ikke at kunne se. Ulykken betyder blandt andet, at han ikke mere kommer i biografen - noget han ellers holdt meget af. Italiensk lov behandlede blinde som håbløst handicappede og tillod ikke, at de gik i offentlige skoler. Mirco sendes derfor på en katolsk kostskole for blinde drenge. Det er så som så med det kristne budskab. På den ene side kan eleverne samle majskorn - point - for gode gerninger, og gennem læsningen trues de med helvede. På den anden side siger en nonne til Mirco, at Gud elsker ham. Mirco mener dog, at det ikke kan passe, når Gud ikke skånede ham for ulykken.

Skolen har ligesom i Koret, Drømmen, Døde poeters klub og flere andre, en god lærer - her Don Giulio - og en grum rektor, der i denne film er blind. Drengene mobber hinanden, men Mirco finder en ven i pedellens datter, Francesca, der kan se. Hun trodser sin mors forbud mod at have noget med skolens blinde drenge at gøre. Mirco får fat i en båndoptager og går på opdagelse i det spændende lydunivers. Francesca er med til at digte en historie, der skal sættes lyde til. Efterhånden kommer flere kammerater med som speakere i historien om prinsesser og drabelige drager. Don Giulio hjælper Mirco og fortæller ham, at han er unik, og at han har evner, som ingen andre har, så der er noget, netop han kan bidrage med.

En ulovlig biograftur, som Francesca og en gruppe af skolens drenge sniger sig til, er et af filmens højdepunkter. Den viser, at der er oplevelser, som blinde fint kan være med i, selv om de er handicappede. Det er i det hele taget filmens budskab, at man ikke skal lukke handicappede ude fra det normale samfund. De har brug for at udfolde deres kreativitet og livsglæde som alle andre, og de har også evner til det, når de får lov.

Filmen har enkelte sentimentale og tårevædede scener, men det kammer ikke over, og en dejlig humor løsner flere gange op for det mørke tema. Skuespillertyperne er velvalgte, næsten ud i det karikerede, og skuespillerne gør det godt. Især de to børne-hovedpersoner Mirco og Francesca er meget overbevisende.

Større børn kan fint kigge med. Sproget er italiensk, så alle os, der ikke engang har haft italiensk for begyndere, må klare os med underteksterne. Filmens rulletekster fortæller, at italiensk lov nu er ændret, så blinde ikke mere diskrimineres, som det sker i filmen.

---