Robin Hood

Af: Michael Agerbo Mørch
Helten fra Sherwood viser sin forhistorie i et smukt, episk drama af mesterinstruktøren Ridley Scott.

Det er noget af et arsenal, som instruktør Ridley Scott smider på banen i denne episke rekonstruktion af klassikeren Robin Hood. Crowe, Blanchett og von Sydow er alle skuespillere med stor kompetence og med erfaring i at skabe kendte legendeværker om til storfilm. Specielt samarbejdet mellem Scott og Crowe, der i sin tid kastede en Oscar af sig for filmen "Gladiator".

I denne legendariske fortælling om den lovløse helt fra Sherwood-skoven er historien grebet noget anderledes an end ellers. I et 1200-tals England, hvor kongen er på korstog, er landet ved at ryge ud i økonomisk uføre. Med et dyrt militær og en grisk kirke, er det ikke let for beboerne at holde gejsten oppe. I den proces følger vi Marion Loxley (Blanchett), som kæmper mod det kapitalistiske system, der presser beboerne i Nottingham. Hendes mand, Sir Robert Loxley, er en af kongens mest betroede mænd. Da kongen dør på vej hjem fra korstoget, er det Loxleys pligt at ride tilbage til London med kronen. Desværre ryger de i et baghold, og Loxley mister livet.

I 1200-tallet var det ikke så let at sprede nyheder, og ikke lettere at identificere personer, som havde været borte i ti år. Ad lidt mærkelige omveje ender Robin Longstride (som senere bliver Robin Hood) med at overtage rollen som Loxley, fordi han har lovet Robert at bringe hans arvesværd hjem til hans gamle far.  Da Robin kommer til Nottingham, får han en fornemmelse for den uretfærdighed, der råder i kongeriget. Og for at sige det mildt, så er Robin heller ikke begejstret for de seneste to års korstog. Så der er vrede nok at kanalisere over i et kommende oprør.

Resten skal ikke afsløres her, for der er flere overraskende pointer i filmen. Dog skal det siges, at dem, som regner med at se den klassiske Robin Hood-fortælling, vil blive slemt skuffet - eller overrasket. For filmen stopper lige i det øjeblik, hvor den klassiske legende begynder. Det er simpelthen forhistorien, der er sat i scene.

Det har den fordel, at man ikke sidder og keder sig en smule over den kendte handling, som jeg gjorde, da jeg så Disneys "Narnia", fordi jeg havde set den på tegnefilm, da jeg var lille. Scotts version af Robin Hood er både langt mere hårdfør, krigerisk og underholdende end nogen Hood-film jeg hidtil har set.

Filmen er et klassisk episk drama, forstået på den måde, at billederne er farvemættede, og kampscenerne bliver klippet med en sikker perfektion, så pulsen stiger, samtidig med at man nogenlunde bevarer overblikket. Selve historien er godt skrevet, for den handler først og fremmest om en flok frihedskæmpere, som nægter at lade sig undertrykke, men der er alligevel plads til både romantik, humor og skævheder.

Jeg er ikke klar over, hvornår frihed, lighed og retssystem blev indført i England, men nogle af Robin Hoods egne argumenter virker en anelse amerikanske. Det er som om, de punkter, der indgik i det amerikanske frihedsoprør, lige er transformeret 500 år tilbage til England. Det er egentlig filmens eneste svaghed. Nå ja, så undrer det selvfølgelig også, at filmens personer alle kan læse og skrive, og at de gør det med latinske bogstaver. Men det er selvfølgelig kun en detalje.

Filmen er en klassisk kamp mellem det gode og det onde og om retfærdighed mellem mennesker. Den slags film skal naturligvis ses kritisk, men omvendt kan vi heller ikke få for mange af dem. For det er vigtige grundspørgsmål i vores liv. Når filmen tilmed er spændende og elegant, ja, så er det bare med at få den set!

---