Ringenes Herre III – Kongen vender tilbage

Af: Peter E. Nissen
Denne film er måske det ypperste, der indtil nu er lavet i denne genre, og bare iscenesættelsen er i sig selv en oplevelse at se.

Filmatiseringen af Tolkiens to sidste bøger fra Ringenes Herre er delt i to. Første del er udløsningen af de to første films opbyggede spænding: Vil det svage forbund af frie mennesker klare den tilsyneladende enorme overmagt? Men der er også et andet spændende spørgsmål at besvare: Vil Peter Jackson være i stand til at skabe en finale, som kan leve op til de to tidligere films præstationer? Der er jo mange svære scener, der skal laves overbevisende.

Første del af filmens handling lægger op til det store klimaks i krigen mod den onde Sauron. Ved at indlede filmen med skildringen af, hvordan Gollum er blevet den, han er, trækkes linjerne tilbage til de første to film. Frodo og Sam foretager den sidste og sværeste del af deres rejse. Samtidig er ringens magt blevet uhyggelig stor over Frodo. Kan han løsrive sig fra den? Imens skal det frie forbund kæmpe mod Saurons enorme hær på Pelennor-sletten. Kan det lade sig gøre med Gondors tåbelige fyrste Denethor, som leder hæren i ulykke? Aragorn skal finde sig selv og samtidig klare en vanskelig prøve ad De Dødes Stier. Der er mange ender, som skal gå op, og Jackson formår sammen med Howard Shores musik at skabe en enorm spænding, som ikke levner os seere et øjebliks ro.

Anden del er den store afspænding, hvor alting falder på plads, og dermed er det også afslutningen på den store historie. Men det betyder ikke, at det er slut med medrivende scener. Helt til sidste scene er man med og dermed også følelsesmæssigt helt udmattet til sidst. Med i slutningen får man sangen Into the West, som skaber den helt rigtige finale. Filmen er blevet beskyldt for ikke at kunne blive færdig. Men det er ikke Jacksons skyld, da han faktisk har skåret i bøgernes afslutningsforløb. Ligesom i "Eventyret om ringen" formår at han skære i historien, uden at det går ud over den overordnede handling.

Handlingen i bøgerne kræver det yderste af spektakulære effekter og sammenhæng mellem skuespil og computeranimation, som giver instruktøren mulighed for at skabe noget enestående. Alene Dødemandshæren og de gigantiske mumakil-dyr er en præstation for sig. Men Jackson gør det og skaber filmhistorie. Det er en pragtpræstation uden lige, og priserne regnede ned over filmen (oscars fik den 11 af!). "Kongen vender tilbage" er måske det ypperste, der indtil dags dato er lavet i denne genre, og bare iscenesættelsen er i sig selv en oplevelse at se.

Der er vitterligt ikke meget at kritisere, og skuespillerne har fået en rutine, som giver en sikker præstation. Jackson vælger ligesom i "De to tårne" at kombinere femte og sjette bogs handling, hvilket får det til at hænge filmisk godt sammen. Instruktøren holder sig ikke tilbage med virkemidlerne til slut, og han går lige til grænsen. Havde filmen ikke haft en modvægt i de storslåede krigsscener, blev de rørende scener i anden halvdel for meget af det gode. Men i den store sammenhæng går det an. Edderkoppen Shelob skuffede anmelderen, men den har dog nok skræmt en og anden – hvis ikke af anden grund så af chokeffekten ved dens tilsynekomst.

Den udvidede version for "Kongen vender tilbage" har meget at byde på. Vi får bl.a. taget ordentlig afsked med Saruman og hører, hvordan Liv Tylor synger! Flere af disse tilføjede scener er dog Jacksons egne påhit uden for bogen, og derfor kan de undværes. En undtagelse er dog den pragtfulde scene med Saurons mund, som jeg savner i den kortere version. Til gengæld må man med den udvidede version kæmpe sig gennem mere end 4 times intensiv filmkunst!

Filmen viser, hvordan en overvældende ondskab besejres på trods af en håbløs situation. "Kongen vender tilbage" gør det klart, hvordan håbet holder, og troen opfyldes. Selv for dødsdømte gengangere skabes et håb baseret på tillid. Lige til det sidste holder det frie forbund sammen - og sammen i håbet formår de faktisk at knække fjenden. Som kontrast til dette står den vanvittige Denethor, som går til grunde i sin egen fortvivlelse.

Denne stærke forkyndelse af håbet og troens kraft er værd at tage til sig og kan fint tjene til at sætte vore egne overbevisninger i relief. For den kristne bliver det en opfordring til at stå fast på håbet og troen selv i svære tider.

Vælg TEMA Hobbitten og Ringenes Herre for at se anmeldelser af de øvrige film i serien.

---