Ringenes Herre I – Eventyret om Ringen

Af: Peter E. Nissen
Dette er en af de film, som absolut bør ses. Den er et udtryk for en kunstnerisk kraftpræstation, og den sætter sig fast i hjertet.

På trods af at J.R.R. Tolkiens fantastiske roman Ringenes Herre (1954-55) har været en af det 20. århundredes mest populære historier, har filminstruktører været tilbageholdene med at forsøge at filmatisere bogen. Det er der nok flere grunde til. For det første er det eventyrlige univers omkring Midgård så sceneteknisk krævende, at det næsten må virke uoverskueligt, inden man kommer i gang. For det andet er historien så mættet og fuld af detaljer, at det synes håbløst at koge handlingen ned til en meningsfuld film på nogle timers længde.

I 1978 forsøgte instruktøren Ralph Bakshi sig ved at skabe en sær blanding af en spillefilm og en tegnefilm. Det blev ikke et særligt overbevisende resultat, og muligvis af samme grund skulle der gå 23 år før en ny instruktør præsenterede et nyt forsøg. Det blev så til Peter Jacksons overbevisende markering af en film, som må siges at have skabt en milepæl i filmens historie ved at have genopdaget troen på eventyrfilmens muligheder ved computergrafikkens hjælp.

Filmens forlæg er de to første bøger af Tolkiens imponerende fortælling. Hovedpersonen Frodo arver en ring af sin onkel Bilbo. Ringen viser sig at have en usædvanlig magt over mennesker. Den er skabt af den onde fyrste Sauron, som gør alt, hvad han kan, for at få den tilbage. Han har erobret en stor del af kontinentet Midgård og opruster nu for at opnå det totale herredømme. Mod ham står en alliance af frie folkeslag, som vil forsøge at knække Sauron ved at ødelægge ringen. Det kan dog kun gøres ved at trænge ind i Saurons land, Mordor, og smide ringen i Dommedagsbjergets ild. Eventyret om ringen handler om, hvordan et forbund dannes med henblik på at føre ringen til Mordor, og hvordan første del af rejsen forløber.

Jackson har taget de største virkemidler i brug. Store imponerende kulisser og kostumer danner den overbevisende baggrund, Howard Shores storladne musik bringer den rette stemning, og fantasifulde væsener og personer skaber et overbevisende bud på Tolkiens fantasi. Selvom Jackson har været overraskende tro mod forlægget, har det ikke lagt snærende bånd på hans kreative fantasi. Hele den computeranimerede teknik bag filmen og dens medvirkende, udgør filmens største præstation, og igen og igen bliver man fuldstændig overrumplet over virkemidlerne. Selvom man kender historien på forhånd, rives man med af filmens opbyggede spænding – dette gælder ikke mindst, da forbundet rejser gennem Morias miner, der står som filmens spændingsmæssige klimaks.

Der er udeladt afsnit fra bogen. Selvom det altid vil skuffe de mest ivrige fans, synes jeg at udeladelserne er klogt og naturligt valgt. Det kunne selvfølgelig være sjovt at få et filmisk bud på Tom Bombadil og de kolde væsener i Dyssehøjene, men da det ikke har direkte indflydelse på hovedhandlingen, kan det undværes. I forvejen har filmen en længde, som må siges at være maksimum. Det har uden tvivl været vanskeligt for Jackson at skære ned, og den senere udgivne udvidede version af filmen er forståelig og giver da også et bedre dækkende billede i forhold til bogen. Til gengæld er den næsten ikke til at klare i et stræk.

Ligesom George Lucas’ på mange måder beslægtede "Star Wars"-film, har Jackson valgt at benytte sig af mange ukendte skuespillere. Der er også erfarne med, så som Ian McKellen og Christopher Lee, men de fleste har hidtil haft mindre filmroller. Det er både godt og skidt. Det gode er, at filmen skaber et frisk team af nye skuespillere, som på en særlig måde bliver knyttet til filmene. Det kan også have den årsag, at det ville have været svært at betale og lægge beslag på store stjerners tid til at medvirke i de år, som optagelserne varede (flere af dem har da også givet udtryk for, at det har været en oplevelse for livet). Det dårlige er, at skuespillet bliver mindre godt. Det er da også sigende at ud af filmens 72 priser gik kun seks til skuespillere (hvoraf Ian McKellen som Gandalf fik to og Elijah Wood som Frodo fik øvrige to). I den større sammenhæng er det dog en mindre sag. Skuespillerne passer fint ind i helheden. Viggo Mortensen fungerer godt som den modige Aragorn, og Liv Tayler er imponerende smuk som Arwen; og så er alle vist solgt!

Tolkien ville med sin fortælling vække det moderne, åndsfattige menneskes længsel efter en dybere åndelig virkelighed. Historiens forløb og ramme emmer af mystik, magi og åndskraft. Filmen formår på udmærket vis at bringe denne ambition til live. Med filmens indledningscitat af den gådefulde elverdronning Galadriel er stilen lagt, og det holder sig helt indtil slutningens vue over de newzealandske landskaber. Dette skræmmer nogle kristne, men jeg synes, at det positive aspekt ved denne åndelighed er større end den negative. I vores tid fylder det overnaturlige så lidt, og hvis filmen kan hjælpe med til at drage os mod denne verden, kan det have en gavnlig effekt. Set fra et kristent perspektiv er målet selvfølgelig at komme til en egentlig kristen gudserkendelse. Dette sprænger filmens rammer, men historien er et godt udgangspunkt for en videre erkendelse.

Dette er en af de film, som absolut bør ses. Den er et udtryk for en kunstnerisk kraftpræstation, og den sætter sig fast i hjertet. Men snyd ikke dig selv for bøgerne først!

Vælg TEMA Hobbitten og Ringene Herre for at se anmeldelser af de øvrige film i serien.

---