Richard III

Af: Henrik Højlund
Laurence Oliver er overbevisende som kong Richard, men filmen fungerer som et filmet teaterstykke med overtydelig mimik og stemmeføring.

I mine meget yngre dage var jeg betaget af den engelske skuespiller Laurence Olivier. Eller mere præcist: Jeg havde set én film med ham, som betog mig. Jeg så den et par gange i fjernsynet, dengang DR var den eneste kanal i Danmark og derfor havde forpligtelse til almen dannelse og kultur. Såmænd ja. Og derfor kunne kanalen finde på at sende "Hamlet" med Laurence Olivier hvert femte år eller deromkring.

Laurence Olivier var betagende god. Et par senere filmversioner af Hamlet har efter min mening ikke overgået Olivier. "Hamlet" var ikke Oliviers eneste Shakespeare-film. Han lavede også "Richard III". Den så jeg aldrig i fuld udstrækning, men kom engang til at se omtrent sidste halvdel af filmen. Jeg har ikke samme klare minde om den som om "Hamlet", men husker dog svagt, at også i den film præsterede Olivier noget særligt.

Det var derfor med glæde, jeg tog fat på dvd'en med den gamle "Richard III"-film. Endelig skulle jeg se det hele. Det blev en pudsig oplevelse. Tiden er i den grad løbet fra den type film. Film som noget nær gennemført teaterstykke. Et scenisk stykke blæst op på filmlærredet med de muligheder, det giver, for større indendørs og udendørs tableauer og mere musik smurt ind over det hele.

Det bliver en del steder ufrivilligt komisk. Den ene efter den anden rolle spilles, som var det på en scene, hvor tilskuerne sidder langt nede i salen og derfor har brug for overtydelig mimik, kropsføring, stemmeføring, direkte henvendelse til publikum osv. Når der skal skabes uhygge, får vi symfoniorkesteret for fuld dyster udblæsning, mens gardinerne blafrer og kvinderne dåner. De store landskabsbilleder eller bybilleder ligner indimellem rene kulisser.

At der tales "shakespearesk", altså rimede replikker, behøver ikke i sig selv at være et problem. Kenneth Branagh har i nyere tid vist, at det fint lader sig gøre at skabe overbevisende Shakespeare-film med klassiske Shakespeare-replikker. F.eks. i "Stor ståhej for ingenting" og "Henry V".

Det ligner på sin vis film fra 20'erne og 30'erne, som ofte også havde noget stærkt teatralsk over sig. Filmen er imidlertid fra 1955, så der kunne vel have været basis for et filmsprog tættere på nyere tid.

Det skal tilstås, at Olivier ikke skuffer. Det er mærkeligt nok som om hans spil brænder igennem selv dette håbløst forældede udstyrsteater. Hans spil er intenst og troværdigt. Selv hans direkte henvendelse til tilskueren fungerer.

Stykket i sig selv er måske ikke blandt Shakespeares bedste. Efter undertegnedes mening, forstås. Det handler om den magtsyge og hensynsløse Richard, som stræber efter den engelske trone og ender med at få den - og miste den igen. I al sin enkelhed er det et godt studie i magtbegærets psykologi.

Og som altid med Shakespeare er der masser af skøn musik i sproget. Masser af pragtfulde og præcise replikker. Som f.eks. denne: "Den ene synd giver den anden mod." Oversat til lettere dansk: Når man først har sluttet fred med én synd, går det lettere med næste. Det virker almenmenneskelig velkendt.

Men nu ved jeg ikke, om jeg har lyst til at gense min gamle favorit "Hamlet". For måske bliver jeg skuffet igen …

---