Revolutionary Road

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Livet begynder godt for det unge par i 1950'ernes New York. Men snart bliver det hverdag, og de befinder sig i en livskrise. Men en stor film bliver det aldrig.

Det er skarpt set, når kunstnere forstår, at de største dramaer her i tilværelsen foregår i sjælens inderste eller i helt almindelige, vante omgivelser og ikke på slagmarken eller IN SPACE. Derfor har den genre, man kunne kalde "husspektakeldrama" altid bidraget til filmverdenen med vitale problematikker og har udfordret instruktører både før og nu til at gennemgå alt fra opvækst til ægteskabers dynamik. Ofte taler det stærkt, for de fleste af os kender til at spørge os selv: Hvorfor? - og måske kender alle den følelse af tomhed eller ensom melankoli, der kan ramme, selv når livet er allermest udramatisk.

Instruktøren Sam Mendes blev faktisk berømt på denne type film. Med forstadsdramaet "American Beauty", der var hans debutfilm, satte han fokus på det, der sker, når ægteskabet og de familiemæssige relationer er intet andet end postulater. Filmen vandt en masse priser, om end jeg fandt, at den konsekvente understregning af livets meningsløshed i sig selv blev ret.. meningsløs. Film, der vil afsløre tomhed, må gerne selv være lidt mere end bare tomme.

Nu er Mendes så tilbage med filmen "Revolutionary Road", baseret på Robert Yates' roman fra 1961, og resultatet lider lidt under lignende problemer. I hovedrollerne er fru Mendes, Kate Winslet, og Leonardo DiCaprio. Sidst de to spillede sammen gik skibet ned og det var jo noget værre noget. Det er det også denne gang, om end det at krydse Atlanten kun bliver ved snakken.

April og Frank Wheeler er det unge par, der køber det lille, fine hus på Revolutionary Road i 1950'ernes New York. Han tager toget ind til byen for at arbejde for et elektronikfirma, mens hun passer hus og børn. De er unge og smukke og har livet for sig. Men det er som om, den glød, der engang tændte dem, er forsvundet. Livet er blevet hverdag, almindelighed, og de finder sig midt i en livskrise, hvis omfang de dårligt kan sætte ord på.

Frank forsøger sig med en halvhjertet affære med en sekretær på sit arbejde, men det får ham ikke til at føle sig levende. April lægger tøj sammen og forfører naboen Ship, der vist også føler sig fastlåst i trædemøllen. Men så en dag får April en ide. De skal sælge alt og flytte til Paris. Her kan de virkelig leve, her kan de finde ud af, hvem de er, og hvad de vil med deres liv; der er græsset virkelig grønnere. Projekt Paris knytter dem sammen igen, men samtidig kommer de så tæt på hinanden, at der opstår spændinger, som udløser større konsekvenser,end de har fantasi til at forestille sig, dér midt i almindeligheden.

Det er meget pænt alt sammen, hvilket vel er en del af ideen. Under en overflade af pæn normalitet lurer vanviddet, vreden og sorgen. Men det hele bliver så underligt uforløst, trods alle de skeletter, der vælter ud af skabene. Selvom Mendes denne gang rent faktisk gør noget for at etablere grunden til, at Frank faldt for April, så forbliver deres skærmydsler underligt teatralske. Ægtheden i deres smerte skal man nok ikke tvivle på, men det er bare så pænt. Og selv når det ikke er pænt, er det velfriseret. Et slag i bordet. En hævet stemme. Et skrig. Den slags. Det gør hele den eksistentielle problematik, Mendes forsøger at belyse, underlig fjern.

Det hjælper ikke, at Wheeler-børnene ingen plads har i filmen, og så alligevel har det. I en anden Winslet-film om sorgen i forstæderne, Todd Fields Little Children, blev datteren til Winslets figur brugt som en art kommentator til begivenhederne. Hun havde rent faktisk en interaktion. I moderdyret af alle husspektakelfilm, Mike Nichols' "Hvem er bange for Virginia Woolf?" var sønnen tilstede i dialogen, men aldrig fysisk. I "Revolutionary Road" bliver børnene mere eller mindre bogstavelig tabt på gulvet. Mendes forstår tilsyneladende ikke, hvilken plads han ønsker at give dem i historien om Frank og Aprils ægteskab. Sådan er der flere elementer, som medvirker til, at de stilmæssige valg trækker filmen skævt og i hvert fald ikke hjælper på historien.

Man kan helt sikkert hente sig en tanke eller to om de valg, man foretager sig, og om, at "i dag er første dag i resten af dit liv" og den slags. Men det kan man så sandelig også gøre andre steder. "Revolutionary Road" er en interessant fejltagelse, man sagtens kan leve videre uden at have set. Det er så lige efter bogen-agtigt, at det mangler bid, glød og saft. Musikken og fotograferingen er mesterlig, men historien, der folder sig ud, virker kalkuleret, overlæsset med drama som et par afsnit af "Glamour", og dybest set nok mere interessant for de medvirkende end for publikum. Det er ærgerligt, særligt fordi Leonardo DiCaprio igen overrasker positivt og nok engang giver et helstøbt portræt af en kompleks mand.

---