Restless

Af: Henrik Højlund
Enoch interesserer sig for døden og går til begravelser. Ved en begravelse møder han Annabel, som er kræftsyg. Filmen forsøger at forsone os med døden uden den mindste skelen til Gud.

Den amerikanske instruktør Gus Van Sant har lavet film, som har fundet vej til et stort publikum. Den fine film Good Will Hunting står også på hans cv, ligesom den mindre vellykkede Finding Forrester. Senest "Milk", som jeg desværre ikke har set endnu. Den vandt også anmeldernes store sympati. Ligesom flere af hans andre film.

Hans nyeste hedder "Restless". En fin lille film med et meget originalt plot. Fra historiens begyndelse møder vi en dreng, Enoch, som ynder at gå til begravelser. Såmænd. Ved en sådan begravelse løber han tilfældigt ind i en jævnaldrende pige, Annabel, som gennemskuer, at han ikke hører til begravelsesfølget. De løber ind i hinanden flere gange og begynder at fatte interesse for hinanden. Annabel har også sin egen historie med begravelse. Hun venter på sin egen. Hun har kræft og har tre måneder tilbage.

Man aner snart, at Enoch har en grund til sin morbide interesse, som selvfølgelig handler om netop død - hans forældres bratte død ved en ulykke, som har traumatiseret ham. Og nu har han så mødt en pige, som er døende, og som han forelsker sig i, og det er gengældt. Der opstår et meget smukt og naturligt fortalt forhold mellem de to. Desto værre er det, at hun skal dø.

Enochs dødslængsel forandres. Annabels egen mærkværdigt livstærke og lette måde at se sin egen død i øjnene på synes ikke at kunne forplante sig helt til Enoch, som i stigende grad bliver vred over det, der venter.  Det munder ud i et opgør mellem de to med efterfølgende "skilsmisse". Alt ender dog i forsoning, også Enochs forsoning med Annabels død.

Ind i historien blander sig en sidehistorie om Enochs usynlige ven, japaneren Hiroshi, som kom af dage som selvmordspilot under anden verdenskrig. Hiroshi fungerer meget fint i historien, selvom han kun findes i Enochs hoved. Det sætter historiens temaer i spil på en fin måde. Temaerne handler om at leve, mens man gør det og elske, mens man tør det, for nu at citere Piet Heins lille gruk.

Filmen har en grundlæggende let og lys tone, med små humoristiske indspil. Den kunne have været dyster eller tårepersende, men holder sig meget fint i den lyse ende, samtidig med at den fastholder temaets tyngde. Det er med andre ord en sympatisk film. Som jeg dog ikke faldt helt for. Der sidder nemlig en lille eftersmag af noget forløjet. Dens forsonlige tone over for døden mod slutningen virker ganske enkelt usand.

Evolutionismens fader Darwin udgør et interessant sidetema. Det synes at være en pointe i filmen, at hvis vi accepterer naturens helt eget suveræne forløb, så indser vi også, at død og liv kun er krusninger på den lange evolutions tidsskala. Så bliver vi ligesom i stand til at nyde nuet og nøjes med det. Men sagen er den, at ingen kan nøjes med det.

På et tidspunkt udsiges følgende sætning i filmen: "Døden er let, kærligheden er svær." I et vist perspektiv er der sandhed i det udsagn. Men problemet med døden er, at den netop måske mere end noget andet gør kærligheden svær. Vi er alle døende, fra vi kommer ud af kvindens skød, og fra da af driver døden gæk med os, så vi aldrig lykkes helt med kærligheden.

Den erkendelse finder vi dybt indlejret i kristendommen. Derimod ikke i denne film, som forsøger at forsone os med døden og alt sammen uden den mindste skelen til Gud og dødens virkelige kvælertag på livet.

---