Resten af livet

Af: Henrik Højlund
En afdæmpet og næsten udramatisk film om en familie, der reagerer meget forskelligt på at miste et kært familiemedlem. Der tales sønderjysk, så det forslår!

DE LEVENDE OG DERES LIV 

Sjældent har jeg set en så afdæmpet film, som alligevel er bevægende.

Instruktør Frelle Petersen sender os ind i en sønderjysk hverdag uden den mindste antydning af noget som helst livsdramatisk. Og dét fastholder han sådan set resten af filmen - det komplet udramatiske. Som dog alligevel har et yderst dramatisk vendepunkt undervejs.

Sønderjysk med undertekster
Vi sendes ind en familie med forældrene Egon og Maren, som har en datter og svigersøn, samt en voksen søn, der endnu bor hjemme. Familien lever et såre almindeligt liv, med en hverdag som til forveksling kan ligne en hvilken som helst hverdag for almindelige danskere. Familien mødes jævnligt, og en nabo og lidt anden familie er en del af fællesskabet. Der tales sønderjysk, så det forslår (godt at der er undertekster), og så vi forstår, at vi er i det Udkantsdanmark, som i en vis forstand findes overalt; det jævne, jordnære, udramatiske Danmark, hvor hverdagslivet fylder allermest for de allerfleste.

Familiær samhørighed
Uden at vi ser så meget som et glimt af det, eller hører, hvorfor det skete, bliver vi klar over, at den voksne søn er død. Vi lukkes uden varsel ind i nogle få begravelsesscener og forstår kun lidt efter lidt, at der er tale om sønnen. Og derefter følger vi de efterladte i deres i første omgang meget neddæmpede, næsten nedlukkede sorg. Livet fortsætter i en form for almindelig hverdag. Men lige nedenunder det øjensynligt næsten upåvirkede, efterladte liv mærker man den underliggende sorg i meget forskellige former. I al stilfærdighed reagerer far, mor og datter yderst forskelligt på sorgen. Og meget langsomt begynder sorgen at presse sig op og ud. Dét giver små konfliktfyldte stemninger, men bliver også anledningen til, at de langsomt begynder at finde sammen igen. Åbenheden for sorgens følelser bliver helt afgørende for, at de finder tilbage til den gode, familiære, uundværlige samhørighed.

Uden musikskabende stemning
I løbet af filmens første halve times tid overvejede jeg, om den havde noget at byde ind med, men langsomt, langsomt greb den og bevægede. Næsten uden den normale brug af musikskabende stemning, kun nogle små indspil med smukke varianter af Bachs første lille, meget simple og smukke stykke fra Wohltemperierte. Og dertil nogle få, meget smukke naturbilleder fra det flade vestjyske landskab. Alt sammen helt i sync med fortællingens stemning.

Resten af livet – resterne af livet efter det store tab, de resterende levende og deres liv.

Undervejs sad jeg med endnu et lille savn: Hvor havde det dog været skønt, hvis der var givet plads til en lille, skøn undertone om evighedshåbet. Men det kan selvfølgelig kun gives af den, der tror på det.

Filmen er kommet på dvd.

---